Kongeskibet hjalp sejler-familie i nød
Kongeskibet Dannebrog måtte komme en familie i havsnød til undsætning ud for Sjællands Rev ved Sjællands Odde
Se flere fotos i billedgalleriet herover
Normalt sejler Kongeskibet Dannebrog rundt med Dronning Margrethe, når majestæten tager på togt i Danmark og har oversøiske besøg på Færøerne og Grønland.
Men forleden kom det prægtige skib en sejler-familie til undsætning, som var i havsnød på deres ferie.
Iværksatte aktion
Kongeskibet var egentlig i færd med en test af maskineriet - efter havari på Færøerne i forrige uge - da bropersonalet observerede en lille rød jolle, der flød med bunden i vejret.
Det blev besluttet at hejse jollen om bord på Dannebrog - dels for at undgå, at andre skibe skulle sejle ind i den, og dels for at kunne bringe den tilbage til dens ejer/ejere.
Klar til at reparere - og slæbe
Under selve aktionen blev der på Lyngby Radio meldt ud, at en sejlbåd i farvandet imellem Anholt og Nordsjælland havde fået motorproblemer og behøvede hjælp.
Efter jollen var hejst om bord, meldte Kongeskibet tilbage til Lyngby Radio og sejlede derefter mod den angivne position.
Undervejs fik Dannebrog kontakt med sejlbåden, og indsatslederen fra Kongeskibet og ejeren af sejlbåden kommunikerede om problemerne.
Samtidig gjorde Kongeskibet sig klar til at sende teknisk personale over til sejlbåden med henblik på at reparere motoren og om nødvendigt klargøre til slæbning, hvis motoren ikke kunne sættes i gang.
Problemer hurtigt løst
Lidt mere end to timer efter opkaldet til Lyngby Radio blev motorproblemerne hurtigt løst, hvorefter sejlskibets besætning - en familie på fire, hvoraf de to var børn - kunne fortsætte ferien og sejladsen mod destinationen Hornbæk.
Dannebrog kunne efterfølgende også fortsatte den planlagte testtur.
Se flere fotos i billedgalleriet herover