Konen trækker kniplen
Konen har truffet et valg, hvor hun rykker tættere på det job, ministeren bestrider
Hjemme hos familien Hækkerup er de stolte over, at husets kvindelige overhoved, Petra Hækkerup, nu kan skal i gang med et nyt kapitel i sit liv.
Fra 1. november er hun nemlig politielev på Politiskolen i Brøndby.
Det skriver justitsminister Nick Hækkerup på Facebook.
I en alder af 50 år har hun valgt at søge nye karriereveje.
- Det er en drøm, hun har haft længe, og det er en drøm jeg vil bakke op om og støtte 100 procent. For hun har ikke fortjent mindre. Desuden ved jeg, at hun vil arbejde for at blive en dygtig betjent i en tid, hvor vi har brug for endnu flere af den slags, skriver ministeren på Facebook.
På det sociale medie skriver han også, at han i sit virke som justitsminister har mødt mange betjente, som har gjort stort indtryk på ham.
Han lægger ikke skjul på, at han synes, at hans kone er sej og kommer til at blive en dygtig betjent.
På Regeringen.dk står der, at Petra Hækkerup er landskabsarkitekt.