Kerber afviser Azarenka-comeback og er semifinale-klar

Den 28-årige tysker Angelique Kerber var nede 2-5 i andet sæt, men vandt de næste fem partier.

Offentliggjort Sidst opdateret

For første gang i sin karriere er den tyske tennisspiller Angelique Kerber klar til semifinalen ved Australian Open.

Onsdag slog hun hviderusseren Victoria Azarenka i to sæt med cifrene 6-3, 7-5.

Forinden lykkedes det Kerber at afværge fem sætbolde fra Azarenka. Nede med 2-5 i andet sæt viste den venstrehåndede tysker stærkt spil samt mental styrke og vandt de efterfølgende fem partier.

De første tre sætbolde blev afværget netop ved stillingen 2-5, mens Kerber yderligere to gange holdt stand, da det stod 4-5.

Kerber, der ligger nummer seks på verdensranglisten, fik en fremragende start på kampen, og bragte sig hurtigt på 4-0 i første sæt.

Og selv om hun altså kom mindre godt fra land i andet sæt, formåede hun at genvinde momentum med gode slag fra baglinjen og få uprovokerede fejl.

Azarenka havde inden kvartfinalen ikke tabt et eneste sæt i turneringen i Melbourne, og hun blev af flere iagttagere nævnt som den spiller, der vil kunne besejre den altdominerende verdensetter Serena Williams i en eventuel finale.

Kerber skal i semifinalen møde vinderen af kampen mellem Johanna Konta fra Storbritannien og Shuai Zhang fra Kina.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS