SF om finanslov: Der er ingen ultimative krav

– SF stiller ingen ultimative krav, men det er vigtigt med dagpenge, siger Pia Olsen Dyhr. Foto: MIK ESKESTAD/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

SF stiller ingen ultimative krav, men det er vigtigt med dagpengene, lyder det fra SF, der tror på aftale.

Danskerne skal formentlig igen forvente nogle uger med skarpe meldinger om dagpenge mellem regeringen og de røde støttepartier SF og Enhedslisten. Men i sidste ende vil man nå en aftale.

Det forventer i hvert fald SF’s Holger K. Nielsen, der sammen med partiformand Pia Olsen Dyhr mandag var til sættemøde i Finansministeriet om næste års finanslov:

– Der er en interesse fra regeringen og os om at få en aftale i hus. Der vil blive en løsning til sidst. Vi lægger stor vægt på dagpengeproblematikken, og det er jeg overbevist om, at vi finder en fælles løsning på til sidst, siger Holger K. Nielsen.

Både SF og Enhedslisten mødte mandag frem med krav om blandt andet flere pædagoger i børnehaverne og mere grøn omstilling. Det er steder, hvor parterne formentlig kan mødes.

Dermed bliver det igen spørgsmålet om, hvad der skal ske i forhold til dagpengereformen, som vil være den største knast i forhandlingerne. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, lægger dog op til, at partiets fem hovedkrav til finansloven er ligestillede.

Det kan tyde på, at dagpengene ikke bliver det, der i sidste ende vil holde SF ude af en aftale.

– SF stiller ingen ultimative krav, men det er vigtigt med dagpenge. Vi har tænkt os at kæmpe for det, for der er ingen tvivl om, at SF hele tiden har været imod den dagpengereform, som VK-regeringen lavede sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, siger Pia Olsen Dyhr.

SF ønsker i den forbindelse, at genoptjeningsperioden halveres til et halvt år, så det bliver lettere igen at få retten til dagpenge, hvis man mister sit job.

Finansminister Bjarne Corydon (S) fastholder dog, at regeringen ikke mener, at der skal ske ændringer i dagpengereglerne, før dagpengekommissionen i september næste år afleverer sine anbefalinger til et nyt dagpengesystem.

– Der er ikke så meget nyt at sige om den sag. Der har vi jo fra regeringens side været meget tydelige omkring, hvad vi mener, og det har selvfølgelig ikke ændret sig i dag, siger Bjarne Corydon.

Spørgsmål: Bliver det over dit lig at ændre på dagpengeområdet?

– Jeg har tænkt mig at holde mig i live så længe, jeg kan, i dansk politik, men der er ikke noget nyt fra vores side i dag overhovedet.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er totalt udelukket, at regeringen giver sig på dagpengene, svarer De Radikales formand, Morten Østergaard:

– Jeg synes bare, at man her ved starten af forhandlingerne skal konstatere, at der ikke er noget nyt fra regeringen. Vi mener, at dagpengesituationen er vel håndteret, men i respekt for partierne, så lytter vi selvfølgelig til deres synspunkter.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS