Kejseren af Rom fylder år
Silvio Berlusconi har alle dage sat tænderne i livet. Gav den gas som sanger, da han var ung. Opbyggede medieimperium og blev premierminister. Nu fylder han 85
Silvio Berlusconi har haft det plagsomt i det seneste år.
I september i fjor blev han ramt af coronavirus, og det kostede ham 11 dage på San Raffaele-hospitalet i Milano i Italien.
Det var ikke klaret med det.
Han har siden haft eftervirkninger og har flere gange været indlagt.
Senest var han et døgn på hospitalet i slutningen af august.
Men han skulle være klar igen, og det passer ham sikkert godt.
For den 29. september er Berlusconi igen dér, hvor han ser ud til at trives: Han er centrum.
Ikke uden problemer
Denne dag er det 85 år siden, at han blev født i Milano.
Som årene er gået, har Berlusconi gjort meget for at se yngre ud.
Hårtransplantation, skønhedsoperationer, usædvanligt hvide og lige tænder.
Han virker som en mand, der har det bedst med at se fremad.
Skulle han alligevel benytte dagen til at se tilbage, kan han konstatere, at han har levet et liv med begivenheder, underholdning, retssager, skandaler og penge i mængder, som de færreste oplever.
Det har ikke været uden problemer. Men farverige Berlusconi har ofte med et smil på læben og italiensk charme knebet sig uden om de største forhindringer.
I sin tidlige karriere kunne man opleve ham på krydstogtskibe, hvor han optrådte som crooner.
- Jeg havde et repertoire på 150 sange og tog gerne imod ønsker fra publikum, fortæller han i bogen "My Way: Berlusconi in His Own Words".
Rig på medier
Han kom ind i det private erhvervsliv ved at sælge støvsugere. Senere byggede han lejligheder i Milano. Det var i 1960'erne.
Han brugte fortjenesten på et reklamefirma.
I 1973 oprettede han sit første medieselskab, og det var medier, der siden gjorde ham rig.
Nu ejer han Mediaset via sit firma Fininvest.
Dermed kontrollerer han tv-stationer, aviser og andre medier.
Det er både underholdning og nyheder, og som sådan er milliardæren Berlusconi en magtfaktor i Italien.
Skandaler og uro
Han ejer også fodboldklubben AC Milan.
I 1990'erne stiftede han partiet Forza Italia (Fremad Italien, red.).
Han solgte sig selv som den succesfulde forretningsmand, der skulle få en skrantende italiensk økonomi tilbage på ret kurs.
Han har været premierminister i Italien tre gange i tilsammen ni år.
Berlusconis politiske karriere har dog også været præget af skandaler og retssager.
Selv har han kaldt sagerne en hetz, som har kostet ham over 200 millioner euro.
Anklaget for sex med mindreårig
I 2013 blev han dømt fire års fængsel for skattefusk. Han ankede og blev i stedet idømt et års samfundstjeneste.
Han afsonede ved at hjælpe på et ældrecenter i Milano.
Han har også været anklaget for at betale for sex med en mindreårig og for at have brugt sin politiske magt til at få hende løsladt fra fængslet.
Det skulle være sket i 2010. Retssagerne kørte i adskillige år med dom, appel, frifindelse.
Imidlertid er Berlusconi siden blevet tiltalt for at have bestukket vidner.
Den sag er ikke slut endnu.
Silvio Berlusconi har været gift tre gange og blev senest skilt i 2020.
Fra tidligere ægteskaber har han fem børn, der alle er dybt involveret i familieimperiet.