DMI lover alt andet end forårsvejr: Her kommer der sne i stedet

Tirsdag bliver landet delt i to.

Der er mere sne på vej til Danmark. Dog deles landet i to. På de næste billeder kan du se vejrudviklingen og også se, hvor nedbørsmængden er størst. Foto: Scanpix
Der er mere sne på vej til Danmark. Dog deles landet i to. På de næste billeder kan du se vejrudviklingen og også se, hvor nedbørsmængden er størst. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Åbningsreplikken denne morgen hos Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), er kort og kontant, da NEwsbreak.dk spørger ind til vejrudsigten. Desværre er den heller ikke særlig positiv.

– Det bliver i hvert fald ikke forårsvejr.

Så er det ligesom slået fast. Rent faktisk mener Henriksen, at der sagtens kan være mere sne på vej – til trods for, at vi her i Danmark er hastigt på vej ind i både påske og april. Kalenderen lyver som bekendt aldrig, og det ér altså forår, men vejret nægter at følge med.

Delt i to

I det nord- og østlige Jylland samt på den nordlige halvdel af Sjælland er der i udsigten tegn på, at der flere gange i løbet af hele tirsdag er sandsynlighed for både sne og slud. Det er en aflægger af temperaturer i de områder på mellem en og tre grader.

– Resten af landet får også nedbør, men det bliver højst som slud, nok mest regn. Til gengæld vil der stedvis være noget sol, og så kan temperaturen her faktisk stige op til syv graders varme, men det er dog optimistisk, siger Lars Henriksen.

Dermed deles landet stort set i to, og det fortsætter natten til onsdag, påpeger meteorologen. Her vil den østlige del af landet formentlig opleve sne.

Mere nedbør

Lars Henriksen fortæller, at onsdag ikke bliver et hak anderledes. For i de østlige egne fortsætter nedbøren med at falde som en fortsættelse af nattens strabadser. Dog tørrer det ud, som onsdagen skrider frem. Dagen i gennem bliver det altså mest tørt i det meste af landet.

– Men så kommer der mere nedbør – ja, sne – i løbet af aftenen, tilføjer Henriksen.

Det ér bare ikke forårsvejr, og det er vindens skyld.

– Østenvind er bare ikke optimalt lige nu. det er ikke der, vi skal have vinden fra. Den skal komme fra sydvest for a trække varmen med. Det er der optræk til i næste uge, men det er stadig upræcist, slutter meteorologen.

Powered by Labrador CMS