Kæmper en benhård kamp
Skuespiller Pierce Brosnan, som 16. maj bliver 70 år, har stadig et godt navn i Hollywood. Uden for filmverdenen gør han sig bemærket som miljøforkæmper
Heldet tilsmilede ham, da han som 27-årig flyttede fra Storbritannien til USA for at forfølge drømmen om en fremtid som skuespiller.
Sådan beskriver den irske skuespiller Pierce Brosnan det selv, når han beretter om sit gennembrud i tv- og filmverdenen.
Han kom hurtigt til audition til hovedrollen i 1980'er-tv-serien "Remington Steele", og selv om han kun havde erfaring fra teaterscenen i London og fra et par mindre tv-roller, lykkedes det ham at få rollen.
Siden har han ikke set sig tilbage og har blandt andet i en årrække været ansigtet på verdens mest kendte hemmelige agent, James Bond.
Fylder 70
Tirsdag den 16. maj fylder skuespiller, miljøaktivist og filmproducent Pierce Brosnan 70 år.
Mest kendt er han nok for de fire film mellem 1995 og 2002, hvor han har rollen som den hemmelige britiske agent 007, også kendt som James Bond.
Som ganske ung flyttede han og familien til England fra Irland, så han havde intet problem med at tale på klassisk Bond-manér med charmerende britisk udtale.
Den irske dialekt behersker han også til fulde, hvilket han har vist i andre roller.
Den skaldede frisør
I Danmark kender mange ham nok også fra hans fremtrædende rolle i komedien "Den skaldede frisør" fra 2012 af danske Susanne Bier.
Her spillede han over for danske skuespillere som Trine Dyrholm og Paprika Steen.
Susanne Bier var desuden i 2016 personen, som overrakte hædersprisen ved uddelingen af European Film Awards til Pierce Brosnan.
Abba-film
Hædersprisen har ikke fået ham til at hvile på laurbærrene, og han har siden været med i en lang række af film.
For eksempel "Mamma Mia! Here We Go Again" fra 2018, som er opfølgeren til den populære film "Mamma Mia!" fra 2008. Den er baseret på musicalen af samme navn, der er fyldt med sange fra det svenske band Abba.
Havde ingen anelse
Pierce Brosnan havde efter sigende ingen anelse om, hvad han gik ind til, da han gik med til at være med i den første af filmene.
Han havde bare straks sagt ja, da han hørte, at optagelserne foregik i Grækenland, og at han skulle spille over for ingen ringere end Meryl Streep.
Ivrig miljøforkæmper
Ved siden af skuespillergerningen er han en ivrig miljøforkæmper.
Sammen med sin hustru, journalist og dokumentarist Keely Shaye Brosnan, er han aktivt involveret i organisationer, som beskytter havlivet.
Han var sidste år ansigtet på en stor kampagne for at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er ikke at efterlade plastik i naturen, fordi det er så svært at nedbryde.
Han har tre børn fra sit første ægteskab med skuespiller Cassandra Harris, som døde i 1991. Han har to børn med sin nuværende kone.