-Jeg var en umulig unge
Men et legendarisk hit forandrede Maximillians liv
Selv om musikeren Maximillian kun er fyldt 23 år, har han allerede oplevet en del.
Han har prøvet at storhitte i udlandet, opnået millioner af afspilninger på streamingtjenesterne og senest er han med i TV 2's populære underholdningsprogram 'Toppen af Poppen' sammen med seks andre kendte artister, der hver især optræder med deres udgaver af hinandens musik.
Men rejsen fra barnsben til succesfuld musiker har ikke altid været let.
- Jeg var en rimelig umulig unge at deale med, siger han og griner:
- Jeg gad ikke at gå i skole, og jeg gad ikke at høre efter, når de voksne sagde noget til mig. Når lærerne i skolen sagde, at jeg skulle sætte mig ned, blev jeg pissesur og smidt ud af klassen, lyder det fra Maximillian, der er døbt Maximillian Viktor Rasmussen.
"Hvor er det sygt det her"
Det skulle vise sig at være en Pink Floyd-koncert i Parken i København, der forandrede den unge teenagers liv.
Under koncerten, som han var til sammen med sin far, sang bandet sit legendariske hit "Another Brick in the Wall", og her var det linjen "We don't need no education" - på dansk "vi har ikke brug for nogen uddannelse" - der ramte ham.
- Hele det moment var så stort. Der var tre til fem sekunder, hvor jeg var sådan: "Hvor er det sygt det her", genfortæller Maximillian og fortæller videre:
- Jeg behøver jo ikke være mønsterelev. Jeg kan faktisk bare gå efter musikken, prøve at lave det andet ved siden af og måske prøve vende mit liv om.
Skammer sig ikke
Herefter begyndte Maximillian på efterskole, hvor han var i to år. Her fandt ud af, at han gerne ville leve af at snakke om sine følelser.
- Jeg fik redskaber fra nogle af lærerne, som satte sig ned og snakkede med mig og hørte nogle af de ting, jeg havde at sige, og lyttede til mine følelser. Det gik fra at være totalt helvede til faktisk at ende okay, fortæller Maximillian.
Efter 9. klasse begyndte han at producere musik og tog på produktionsskole. Han mødte også en producer, som han begyndte at arbejde med.
- Det har gjort mig moden at være en lorteunge, konstaterer Maximillian.
- Det har gjort mig til den, jeg er i dag, og det skammer jeg mig ikke over. Jeg er stolt af mig selv og over, at jeg kunne gå derfra til der, hvor jeg er nu, fortsætter han.
Udtrykker følelser gennem sange
Selv om musikeren stadig befinder sig i begyndelsen af karrieren, har han allerede oplevet, hvad det vil sige at få international succes.
Det var med sangen "Beautiful Scars", der er fra 2019.
Indtil videre er det blevet til to albums for den unge musiker, som stadig bruger sangene til at udtrykke følelser.
- Jeg er egentlig stadig ret dårlig til at snakke om mine følelser. Men jeg fandt ud af, at når jeg skriver dem ned, har jeg mulighed for at koge dem ind til kernen af, hvad det er, jeg prøver at sige, siger Maximillian og fortsætter:
- Så kan jeg tage den følelse, lægge den i en kasse og kalde den en MP3-fil, og så har jeg talt om det.