- Jeg skriver mig ind i historien
Andreas Bo er en del af det hold, der skal genrejse Tivolirevyen, og det er et privilegeret job, understreger den prisvindende skuespiller og komiker
Andreas Bo har fuld knald på karrieren, og nu kan han sætte endnu et flueben på sit farverige cv.
Den 55-årige komiker skal nemlig være en del af holdet, der skal genrejse Tivolirevyen, og han har masser af erfaring at trække på.
- Man kan godt lige få tanken: "Så skal jeg bare ind og sige noget sjovt, som jeg plejer". Men det er klart, at det på et eller andet tidspunkt går op for en, at jeg qua det skriver mig ind i historien, siger Andreas Bo på pressemødet og fortsætter:
- I Cirkusrevyen har jeg haft samme garderobe som Dirch Passer og siddet ved siden af Ulf Pilgaard. Helt krukket synes jeg, det er fedt at kunne sige. Tænk sig at have fået lov til at prøve det, lille tykke Andreas fra Nørre Lyndelse. Men det handler jo ikke om mig - det handler om publikum.
Slog ham omkuld
Andreas Bos arbejde er at underholde andre, når de har fri og nyder en stund væk fra dagligdagens trummerum for at hengive sig til grinet.
Det er et enormt privilegie, men også et, der engang slog ham omkuld.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde en stressnedsmeltning for mange år siden. Jeg var lige brudt igennem med "Live fra Bremen" og sad inde i Parken og kiggede rundt på de knap 40.000 sæder. Jeg havde lige solgt 55.000 billetter til mit første soloshow, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige.
- Og så rammer det, når man står ude bag Aarhus Musikhus med en smøg og ser 1000 Fiat Punto'er komme kørende, som alle er kommet for at se en.
Blev sygemeldt
Andreas Bo blev til sidst sygemeldt med stress.
- Det kan være fuldstændig lammende at tænke: "Hvad fanden bilder du dig ind at tro, du kan få folk til at hive en aften ud af kalenderen, tage pænt tøj på og måske skal ud at spise og bruge for en husstand 1000-1500 kroner".
- Men så kommer der simpelthen et punkt, hvor man er nødt til at sige: "Det er deres valg, og de har sgu valgt mig", siger Andreas Bo.
Kræver en peptalk
Af og til kan tankerne, som engang overmandede ham, godt ulme lidt igen, og det kræver en peptalk at psyke sig selv op og få tvivlen til at forsvinde.
- Når jeg går ind på en scene, vil jeg gerne udstråle: "I skal bare være helt rolige og trygge - jeg har den. Læn jer tilbage, og hav det fedt".
- Jeg har nogle gange siddet i bilen på vej til et sjov-mand-efter-hovedretten-job og simpelthen sagt til mig selv: "Jeg er faktisk en lille gave til dem. De skal være glade for, at jeg kommer", selv om jeg godt ved, at det ikke er sådan, det er. Men den indstilling bliver du simpelthen nødt til at have. Ellers så glem det. Så kan det være skideligemeget, siger Andreas Bo.
Skal være ædru
Lige så vigtigt det er at gå på scenen med stor selvtillid, kan det være lige så destruktivt, hvis det kammer over i storhedsvanvid, tilføjer den erfarne komiker.
- Det går galt, hvis det stiger dig til hovedet, og du tænker: "Så er jeg jo noget helt specielt". For det er vi ikke. Der er ikke forskel på mig og en, der arbejder i Netto. Det her er bare mit job, siger han.
Når folk har valgt at spendere deres aften i hans selskab, har Andreas Bo tre dogmer, han skal efterleve.
Han skal virkelig ville det.
Så skal han være ædru, som han beskriver det. Det betyder, at han skal være i form til at yde det, der skal til på scenen.
'Afdankede koryfæer'
Det sidste og altafgørende, der skal være opfyldt, er, at han skal være forberedt og ovenpå.
- Det er den gamle historie om revyskuespillere og afdankede koryfæer, som er gået til i druk af nervepres. De nye standuppere er opdraget på en helt anden måde, siger Andreas Bo og uddyber:
- De har fået at vide, at det var fantastisk, bare de lagde en lort hjemme på kakkelbordet i stuen. "Hvor er det flot! Ind på scenen med dig".
- Men uanset om du har den fra fødslen til indkøbspris, eller man som mig har fået at vide af min mor gennem hele min barndom: "Hvis du stiller dig op på en scene, har du kraftedeme at være forberedt", så er du under alle omstændigheder nødt til at komme overens med det.
Ydmyghed og selvtillid
Med sine tre dogmer opfyldt, er det et enormt berigende job at entertaine andre.
Det handler om at finde balancen mellem ydmyghed og selvtillid, så man kan give sit publikum en ordentlig en på opleveren.
- Når jeg skal have et par nye bukser og går hen til ekspedienten, som bare begynder at grine, kan jeg godt tage mig selv i først at blive lidt irriteret og tænke: "Nu er det dig, der er på arbejde. Jeg skal bare have et par bukser. Jeg skal ikke underholde lige nu."
- Men så tænker jeg: Tænk sig, at når folk ser mit fede fjæs, tænker de: "Nu skal vi have det sjovt". Det er fantastisk. Vi lever simpelthen af at få folk til at grine. Hvor fucking privilegeret kan man være?, lyder det fra Andreas Bo.
Tivolirevyen får premiere i Glassalen i Tivoli 1. juni 2023.