Janni og Karsten jubler
Det er ren gavebod hjemme hos parret i disse dage
Glæden er stor hjemme hos Janni og Karsten Ree i Vedbæk i disse dage.
- Karsten har lige været til '10.000 kilometer tjek' hos lægen, og alt ser fint ud. Så ja, vi er glade, fortæller Janni Ree til Newsbreak.dk.
Den gode nyhed kommer efter Janni Ree den 4. marts indtog den røde løber i forbindelse med premieren på den nye Batman-film uden sin mand.
Diagnosticeret med blærekræft
Ved den lejlighed forklarede hun, at han stod foran et lægetjek, og at han slet ikke var vild med det.
Karsten Ree blev tilbage i 2015 diagnosticeret med og behandlet for kræft i blæren, og har siden jævnligt fået foretaget kontrol-tjek.
Endnu en grund til jubel
Ud over sin mands positive lægetjek har Janni Ree også en helt anden grund til at juble i øjeblikket.
Hun kan nemlig se frem til snart at kunne byde sit fjerde barnebarn, en dreng, velkommen til verden.
- Det er min datter Nathalie, der venter sig, og som nu skal være mor for anden gang. Min søn Victor har også to børn. Og det er drenge hele banden, så vi kan snart stille et helt fodboldhold, siger Janni Ree glædestrålende til Newsbreak.dk.