I chok på TV: Sådan går det Jesper i dag

Jesper Fæhnøe har det meget bedre efter hans medvirken i Luksusfælden

Det er lykkedes Jesper Fæhnøe at finde en bolig efter sin medvirken i tirsdagens udgave af Luksusfælden.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det så sort ud for Jesper Fæhnøe i tirsdagens udgave af Luksusfælden.

Med en tilværelse som hjemløs og en gæld på hele 1.274.000 kroner, var der ikke meget at smile af for den tidligere tømrerlærling.

Med hjælp fra Luksusfældens eksperter er det dog lykkedes ham at komme på ret køl igen, fortæller Jesper Fæhnøe til Newsbreak.dk.

- Det går overraskende godt. Jeg rider lidt på en bølge af gode ting for øjeblikket, siger Jesper Fæhnøe.

Han er ikke længere hjemløs, men er netop flyttet i ny bolig - som Luksusfælden ganske som lovet bidrog med indskud til.

Skåret ned på vingummi

I afsnittet kom det frem, at Jesper Fæhnøe har et eksorbitant forbrug af vingummi, hvilket går hårdt udover hans i forvejen skrantende økonomi.

Men også her er der sket forbedringer, fortæller han.

- Jeg er nede på at spise en halv pose om dagen. Jeg er begyndt hos en diætist, og vi er blevet enige om, at jeg langsomt skal trappe ud af mit sukkermisbrug. Men diætisten er hård ved mig, siger Jesper Fæhnøe og griner.

Ved at blive udredt

I afsnittet kommer det frem, at eksperterne Kenneth Hansen og Sesilie Munk ser en gældssanering som den eneste udvej for den 35-årige fynbo.

- Jeg er målløs over, at jeg har været sådan en gris med mine penge. Jeg havde ikke håbet på, at jeg i en alder af 35 år skulle få at vide, at din økonomi er til en gældssanering, lød det blandt andet fra Jesper Fæhnøe i aftenens program.

Gældssaneringen er ikke blevet søgt endnu, men Jesper Fæhnøe er i disse dage ved at blive udredt hos psykiatrien for at finde ud af, hvor meget han i fremtiden kan holde til at arbejde.

Jesper Fæhnøe fortæller desuden, at han og ekskæresten Sussie ikke er blevet kærester igen - men at de ofte ses og har bevaret et godt forhold.

Powered by Labrador CMS