Hov, hov Joachim - hva' er den af?
Tillod både studievært og gæster at være dus på DR
Prins Joachim brød med almindelig kongelig etikette torsdag aften i "Aftenshowet" på DR1.
Det skete, da han gæstede programmet for at fortælle om racerløbet "Copenhagen Historic Grand Prix", der afvikles hen over weekenden i København.
Joachim tillod både værten Kristian Ring-Hansen Holt og gæsteværten, komikeren Jan Gintberg, at være dus med prinsen, da de i fællesskab interviewede ham, skriver Billed Bladet.
Det er ikke mange år siden, at Berlingske-journalist, Michael Alsen, i al offentlighed blev korrekset noget så eftertrykkeligt under et fælles interview med dronning Margrethe, da han brød med den kongelige etikette.
Michael Alsen sagde:
- Jeg vil gerne vende tilbage til dit interview i Berlingske Tidende. Visse røster har udlagt det som, at du blander dig lidt i....
Og så blev han stoppet af dronning Margrethe.
- Undskyld, men nu skal jeg ikke være meget sippet, men jeg tror ikke, at vi har gået i skole sammen, så jeg tror ikke, at vi er dus, sagde regenten med et fast blik i øjnene, inden hun smilede og slog en afvæbnende latter op.