DMI: Der kommer mere sne de kommende dage

Både mandag, tirsdag og nok også onsdag, kan der komme sne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere steder i landet er man vågnet op til et tyndt, hvidt, snedække på hustage, fortove, gader og stræder.

Og det ser ud til, at der mandag og de kommende par dage godt kan komme mere sne. Det oplyser vagtchef Dan Nilsvall, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

– Her til morgen sner det fortsat i den østlige del af Sjælland og den sydlige del af Jylland. Det kan faktisk vare ved hele dagen, siger Dan Nilsvall, der også har sne i prognoserne for tirsdag og måske onsdag.

– I nat får vi i første omgang mest tørt vejr, men så begynder det gradvist at blive mere skyet vestfra. Skyerne kan give byger med sne og slud og vi forventer at der kan komme mellem to og fire centimeter sne i Jylland. Det ser også ud til, at der også kommer hvid nedbør tirsdag – men måske går over i regn i løbet af dagen, da vi får temperaturer op til syv eller otte grader, siger Dan Nilsvall.

Men dermed er det ikke slut med det kolde vejr for denne omgang for allerede torsdag får vi igen et vejrskifte ind over Danmark.

– Det vender tilbage til kulden torsdag. Og vi kan igen få lokale slud- og snebyger. Desuden bliver der efterhånden udbredt nattefrost, siger Dan Nilsvall.

Det er dog ikke vinteren, der for alvor sætter ind. Den må vi vente forgæves på et stykke tid endnu. For det milde vejr presser sig på enten i den kommende weekend eller i begyndelsen af næste uge.

Powered by Labrador CMS