Giver stafetten videre
James Price stopper som kapelmester i Cirkusrevyen
Når Cirkusrevyen vender tilbage i 2023 bliver det uden kapelmester James Price.
Det oplyser revyen i en pressemeddelelse.
Denne sæson, der er den 22. i rækken for James Price, bliver således også hans sidste.
Afløseren er på plads
Cirkusrevyen fortæller også, at afløseren allerede er på plads.
Og det er den erfarne pianist Joakim Pedersen, der har været kapelmester i et hav af musicals og shows på både teatre og tv, der overtager rollen.
- Det er med stor ydmyghed, jeg går til opgaven, og jeg glæder mig meget til at gå i fodsporene af de store legender, der har været en del af Cirkusrevyen gennem årene. Jeg har stor respekt for de traditioner, der er i revyen, og jeg håber, jeg kan være med til at forny genren, uden at forandre den, siger Joakim Pedersen.
Flere nye ansigter
Cirkusrevyen 2023 kommer også til at byde på andre ændringer.
Joy-Maria Frederiksen overtager instruktørrollen fra Lisbet Dahl og så bliver også skuespillerne Bodil Jørgens og Mads Knarreborg en del af teamet.