Landmænd sat på plads for svindel

En rapport fra EU’s antisvindelenhed, Olaf, viser, at der er 66 danske sager om svindel med EU-midler. Foto: LÆRKE POSSELT/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Landbrug og Fødevarer erkender, danske landmænd har svindlet med EU-midler. De kalder svindlen for uacceptabel

Erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer er bestemt ikke tilfredse med, at der i alt var 66 sager om svindel med EU-midler i 2013 som følge af danske landmænds snyd med afgifter og køb af illegal gødning.

Det siger erhvervspolitisk direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Lone Saaby i en skriftlig kommentar.

– Landbrug og Fødevarer tager skarpt afstand fra svindel med EU-midler. De få ødelægger det for de mange, der følger EU”s love til punkt og prikke. Vi har en fuldstændig klar holdning til, at man skal drive sit landbrug efter loven, og at man skal følge de regler, der er inden for EU.

– Og én sag er absolut én for meget. Vi bruger enhver lejlighed til at sige til vores landmænd, at hvis vi skal drive landbrug i Danmark i fremtiden, så skal vi altså have befolkningen og politikernes tillid. Det får man ikke ved at tage love og regler inden for EU i egen hånd, siger hun.

De 66 svindelsager udgjorde i alt et beløb på 19 millioner kroner. Det svarer til cirka 288.000 kroner per sag.

Der er primært tale om sager om import af illegal gødning. Ifølge Landbrug og Fødevarer kan det ikke forsvares med, at landmændene har fejlfortolket reglerne.

Det er en rapport fra EU’s antisvindelenhed, Olaf, der har påvist de 66 danske sager om svindel med EU-midler.

Antallet af svindelsager i EU er næsten tredoblet fra 2012 til 2013, står der i rapporten.

– Denne stigning er hovedsageligt på grund af fire medlemsstater, Bulgarien, Danmark, Italien og Rumænien, der står for 75 procent af alle uregelmæssigheder, der bliver behandlet som svindel i 2013, lyder det i rapporten.

Enhedschef i Natur- og Erhvervsstyrelsen Hans Jørgen Langfrits siger til avisen MetroXpress, at sagen ikke er afsluttet endnu.

– Det er en sag, der ikke er afsluttet endnu, og hvor der stadig dukker ting op. Den involverede over 100 landmænd, og derfor bonner den voldsomt ud i den her statistik, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS