Fortæller nyt om sin kræftsygdom

Så vidt Martina Navratilovas behandlere ved, er hun fri for kræft. Højre bryst skal dog fortsat behandles

Offentliggjort Sidst opdateret

Martina Navratilova, som er en af historiens bedste kvindelige tennisspillere, siger, at hun er fri for kræft.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen fra tennislegenden kommer, nogle måneder efter at hun fortalte, at hun havde fået kræft i hals og bryst.

Kræftfri

- Så vidt de ved, er jeg kræftfri, siger den 66-årige tidligere tennisspiller i et uddrag af et interview med Piers Morgan på TalkTV, der offentliggøres tirsdag.

- De skal stadig behandle det højre bryst, formentlig med stråling, men kun i et par uger, og det er mere forebyggende end noget andet.

18 grand slam-titler

Tjekkoslovakiskfødte Navratilova vandt som aktiv 18 grand slam-titler i single og toppede verdensranglisten i 332 uger.

På tværs af single og double har hun 59 grand slam-titler.

Navratilova bor i dag i Florida og er tjekkisk-amerikaner.

Opdaget forstørret lymfeknude

Navratilova fortalte tidligere, at hun gik til lægen, da hun i november opdagede en forstørret lymfeknude i halsen.

Kræften blev opdaget i første stadie, som er det mindst alvorlige.

Hun er tidligere diagnosticeret med brystkræft i 2010 og helbredt.

På tværs af single og double har Navratilova 59 grand slam-titler. (Arkivfoto).
På tværs af single og double har Navratilova 59 grand slam-titler. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS