Fødselar har optrådt med Nephew
Færøske Eivør Pálsdóttir har været med til at indspille hele 22 albummer. Fredag fylder hun rundt
En gudsbenådet musiker med en smuk sangstemme og en fremragende guitarist.
Sådan beskrev juryen ved Nordisk Råds prisuddeling den færøske sanger Eivør Pálsdóttir, da hun modtog musikprisen i 2021.
Den 21. juli fylder hun 40 år.
Og i mere end halvdelen af livet har hun været professionel musiker. Allerede i 2000 som 16-årig udgav álsdóttir sit første album med titlen "Eivør Pálsdóttir".
Læste digte op for familien
Musikeren er vokset op på den færøske østkyst i byen Sydrugøta i et hjem, hvor det emmede af musik og lyrik.
- Jeg kan huske, at jeg lyttede til min mor synge rundt om i huset, da jeg var lille. Hun elskede at synge, og jeg beundrede hende meget, fortalte Pálsdóttir i et interview med mediet Stacja Islandia i 2015.
- Hendes glæde ved sang gav også mig lyst til at synge, lød det.
Her fortalte Eivør Pálsdóttir også, at hendes far næsten hver dag skrev digte, som han læste op for familien. Noget, som hun elskede.
Hendes forældre har - ifølge Pálsdóttir selv - altid givet hende modet til at gøre det, hun elsker, og blive bedre til det.
Flydende på flere sprog
Siden debutalbummet er det blevet til otte soloalbummer og flere optrædener på numre med blandt andre Nephew og Nik og Jay.
Sammenlagt har musikeren været med til at indspille 22 albummer.
Senest har hun sunget på sangen "Destiny is all", som er soundtracket til serien "The Last Kingdom". Et nummer, der er komponeret af den Emmy Award-vindende skotske komponist John Lunn.
I løbet af karrieren har Eivør Pálsdóttir sunget sange på flere forskellige sprog. Hun har arbejdet med en bred vifte af genrer fra jazz til pop og rock.
Ud over at beherske en bred palet af genrer gør den færøske sanger sig også flydende på flere sprog.
Hun har nemlig efter eget udsagn altid haft en særlig fascination for sprog. Det fortalte hun i 2019 til mediet Counting to Zero.
Har vundet to store priser
Musikprisen ved Nordisk Råds prisuddeling i 2021 er ikke den første pris, som musikeren har vundet.
I 2004 blev hun tildelt prisen som Ársins føroyingar - årets færing.
Eivør Pálsdóttir er ikke den eneste professionelle musiker i sin familie. Også hendes 26-årige lillesøster Elinborg er gået den vej. Hun debuterede albummet "Spor" i 2015.
Eivør Pálsdóttir er gift med de færøske sangskriver Tróndur Bogason.