Fødselar deler vandene
Christian Lollike, der fylder 50 år den 20. april, er ikke bange for at provokere
Det er ikke enhver forundt at blive kaldt dansk teaters største provokatør, men det prædikat har Christian Lollike flere gange fået sat på sig.
Hans værker opnår stor hæder, men sender ham også indimellem i stormvejr, fordi de ofte behandler ømtålelige eller politiske emner.
Lollike fylder 50 år den 20. april.
Benyttede sig af blackfacing
Senest skabte dramatikeren overskrifter i 2018.
Han havde sammen med skuespilleren Claus Beck-Nielsen - kendt som Madame Nielsen - lavet stykket "Black Madonna", som fik kritik for at have racistiske undertoner ved blandt andet at benytte sig af såkaldt blackfacing.
Stykket delte anmelderne, som Lollikes projekter har for vane at gøre - nogle elskede det, andre var mindre begejstrede.
-Kunst må gerne provokere
Christian Lollike forsvarede sig. Kunst må gerne provokere, sagde han til Dagbladet Information.
Det vakte også heftig debat, da Lollike på Teater Sort/Hvid på Vesterbro i 2016 lavede udstillingen "Martyrmuseum".
Den handlede om terrorister, der er gået i døden for deres sag - og har taget mange mennesker med sig.
Løb afsted med tre priser
Daværende kulturminister Bertel Haarder (V) gik så langt som at sige, at udstillingen provokerede ham som menneske.
Men de mange stykker har også gjort Christian Lollike til en af de mest Reumert-prisbelønnede instruktører i Danmark. Tag bare Reumert-uddelingen i 2013, hvor han løb afsted med tre priser på samme aften.
Størst blæst om "Manifest"
Størst blæst har der formentlig været om Lollikes forestilling "Manifest 2083".
Den tager udgangspunkt i terroristen Anders Behring Breiviks manifest og var stærkt debatteret i pressen. En af de pårørende til et af ofrene for Utøya-tragedien langede ud efter Christian Lollike.
I et interview med Politiken fortalte instruktøren, hvorfor han gjorde det:
- Fordi det kan ske igen. Fordi det kommer fra et tankeophav, der sagtens kan føde flere tragedier, sagde han til avisen.
Sidste år debuterede han med sin første spillefilm, komedien "Kagefabrikken", der følger en kagefabrikant i krise og er baseret på hans eget teaterstykke.