DMI: Gem ikke hue og handsker væk – for vejret bliver koldt igen
Det er så let at blive snydt.
Du skal ikke lade dig snyde, bare fordi det i øjeblikket er en smule varmere, end det har været tilfældet de seneste uger. Du skal heller ikke lade dig snyde, fordi solen viser sit kønne ansigt onsdag og torsdag.
Selv om det er tiltrængt, så er det altså ønsketænkning, at vi går en varmere tid i møde. Vi bliver ganske enkelt taget ved næsen af et par snydedage. Opfordringen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er derfor klar. Du skal ikke gemme hue og handsker væk, for du får i den grad brug for begge dele i weekenden, der kommer. Mette Wagner, vagthavende meteorolog, uddyber:
– Det bliver lige lidt varmt, og så bliver det koldt igen. Der kan komme lidt, ikke meget, sne, men det afgørende er, at det bliver knashamrende koldt, fordi blæsten bliver så kraftig. Vi kommer til at kigge på vores kuldeindeks, og det bliver noget med at dække sig til for ikke at få skader, siger hun til Newsbreak.dk og fastslår “det bliver ikke sjovt”.
Både fredag og lørdag ser lige nu, ifølge femdøgnsprognosen, ud til at blive præget af dagsfrost og blæst op mod 13 meter i sekundet, mens det om natten bliver langt koldere. Nogle steder gennemsnitligt nede omkring minus syv.
Dis og sol
Før den så hidsige weekend-kulde, venter en tirsdag med diset, skyet og tåget vejr. Tågen er på ingen måde så udtalt som den så frygtelige mandag, hvor uheld på stribe blev resultatet af et massivt dynelag tåge over store dele af landet.
– Primært er det sådan i de sydøstlige egne her til morgen. Det klarer dig op i løbet af dagen, og måske – måske – kan vi få et kig til solen, når dagen nærmer sig sin afslutning. I aften og i nat bliver det så diset igen, siger Mette Wagner.
Nattetimerne vil formentlig også få regnvejr på Sjælland og især Bornholm til at udvikle sig til decideret slud. Det skyldes ikke overraskende, at luften bliver koldere.
Allerede torsdag tiltager vinden hastigt og vil her nå op på styrker omkring jævn til hård vind omkring øst, mens det ved Østersøen stedvis kan gå op til kuling. Ud over, at fredag og lørdag bliver kolde, så kommer solen nok også frem. Det betyder også, at den forventede sne næppe bliver liggende.
Men koldt bliver det altså.