Fik gave af folket: Nu er den ødelagt
Dronning Margrethe og prins Henriks folkegave i Fredensborg er blevet massakreret efter en stor bommert fra kommunens side
Gorm Tortzen er godt og grundig forarget. En del af en sølvbryllupsgave til dronning Margrethe og prins Henrik fra folket er nemlig blevet ødelagt - til hans store fortrydelse.
I anledning af regentparrets sølvbryllup tilbage i 1992 forærede danskerne parret en gave i Fredensborg, som blandt andet består af en rundkørsel med støbejernslamper og stynede lindetræer, der går igen hele vejen op til Fredensborg Slot.
Men nu er fire af de unikke støbejernslamper blevet fjernet fra rundkørslen, og det har fået 70-årige Gorm Tortzen op i det røde felt.
- Jeg er forarget over, at de har ødelagt en gave, som er fra folket i Danmark. De har massakreret slottets indkørsel og en arkitektonisk helhed. De har ødelagt et samlet koncept ved at fjerne dele af det, fortæller Gorm Tortzen, som er formand for Bevaringsforeningen Fredensborg, til Newsbreak.dk.
- Og så er jeg forarget over, at vi som forening, der har være initiativtager til gaven og været med til at føre den ud i livet, ikke er blevet inddraget. De har bare pillet lamperne ned uden at spørge, hvad vi mener om det. Det er urimeligt og mangel på respekt, fortsætter han.
Begejstret regentpar
Den 5. juni 2022 er det 30 år siden, at hele Danmark fejrede sølvbryllupsparret.
- Majestæten og prins Henrik har blandt andet sagt, at de var glade for gaven, fordi det var en folkegave. Den dag i dag når dronningen skal til og fra Fredensborg Slot, så kører hun jo rundt i rundkørslen og frem og tilbage i gaden, hvor hun selv kan nyde synet af sin gave, fortæller Gorm Tortzen og fortsætter:
- Men det er i lige så høj grad byens borgere, som har glæde af gavn af gaven. Byen er blevet væsentligt smukkere.
Politikerne anede det ikke
Støbejernslamperne er blevet fjernet fra rundkørslen som led i en belysningsplan, som Udvalget for Infrastruktur og Teknik i Fredensborg Kommune har godkendt. Men politikerne var ikke blevet orienterede om, at planen ville ramme folkegaven.
- Forvaltningen har ikke gjort deres arbejde godt nok. Vi har ellers råbt vagt i gevær. Jeg mener, at det er i strid med god forvaltningsskik. Og det støder os på manchetterne, at de ikke har ulejliget sig med at involvere os, fortæller Gorm Tortzen.
Ender formentlig lykkeligt
Onsdag aften den 5. januar skal forvaltningen give en redegørelse til politikerne på et møde i udvalget, oplyser formand Lars Simonsen (R) til Newsbreak.dk.
- Jeg håber, at folkegaven kan blive reetableret. Og efter jeg har talt med nogle af mine politiske kollegaer, så har jeg en klar forventning om, at der vil være politisk opbakning til det, fortæller han.