Er ligeglad med julegaver

Skuespiller Lise Baastrup, der kan ses i dette års DR-julekalender, "Julehjertets hemmelighed", går ikke meget op i, hvad der ligger under træet

Offentliggjort Sidst opdateret

For Lise Baastrup betyder den materielle del af julen ikke det store. 

Det er vigtigere at holde jul med nogle, hun holder af - og at der er and.

Lise Baastrup har hele december måned underholdt danskerne i rollen som den kolde og kyniske oldfrue Miriam i årets DR-julekalender, "Julehjertets hemmelighed".

Fortællingen kredser om den næsten 13-årige Karen Høst, som bliver taget ud af skolen for at tjene på herregården Lindstrupgård. Men tjenestefamilien begynder at blande sig med herskabet, og det bryder med normerne.

Hyggelig jul

Det er Lise Baastrups opgave i rollen som oldfrue at holde familierne fra hinanden, så rig og fattig ikke blandes sammen.

- Hun sørger for, at ingen stiger opad, og ingen falder nedad. Herskabet skal ikke blande sig med tjenestefolk, og tjenestefolkene skal kende deres plads.

- Det er hende, man frygter, når man går rundt på matriklen, siger Lise Baastrup om rollen.

Sådan er det dog ikke i virkeligheden. Der er udsigt til en hyggelig jul, når Lise Baastrup selv lægger hus til familien juleaften. Det bliver et miks af både hendes mands og hendes egen familie.

Lille ny på vej

Hun danner par med skuespiller Lisbet Dahls søn Jakob Dahl. Sammen har de datteren Laura på fire år. Parret venter barn igen i det nye år.

Herunder kan du blive klogere på, hvordan skuespilleren fejrer jul.

Hvornår er det rigtig jul for dig?

- Når det er december, og jeg er sammen med nogle, jeg elsker og holder af.

Holder styr på gaverne

Hvad er din rolle i julen?

- Jeg er hende, der ved, hvad alle får i gave. Jeg er den, der er god til at holde styr på, hvordan tingene er fordelt ud.

Hvad er din mest mislykkede jul?

- Sidste år under optagelserne, da vi alle fik corona på settet i den anden coronabølge. Jeg smittede også min mand, så det blev en noget isoleret jul. Vi fik bragt noget julemad i tupperware af nogle andre, for vi kunne jo ikke gå ud at handle.

Gider vi ikke igen

- Så vi glæder os meget til denne her jul. Lad os håbe, vi ikke skal igennem den bølge igen.

Hvad gør I til jul, der overrasker andre?

- Vi har ikke rigtig nogen faste traditioner. Det er lige meget, hvor vi er, hvad der er rigtigt, og hvad folk gør på selve dagen. Så længe vi er sammen, siger hun.

Hvad håber du, der ligger under juletræet i år?

- Det er jeg ligeglad med. Det går vi ikke op i, så længe der er and. Vi spiser altid and til jul.

Hele castet til 'Julehjertets hemmelighed' fik corona under optagelserne sidste år. Derfor måtte Lise Baastrup og hendes familie fejre jul i isolation. (Arkivfoto).
Hele castet til "Julehjertets hemmelighed" fik corona under optagelserne sidste år. Derfor måtte Lise Baastrup og hendes familie fejre jul i isolation. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS