Agent: Bendtner tæt på denne klub
Den klubløse Nicklas Bendtner er i forhandlinger med bundesligaklubben Wolfsburg, bekræfter hans agent.
Nicklas Bendtner kan være på vej til tysk fodbold og Bundesligaen.
Hans agent Tom Brooks bekræfter nemlig overfor avisen Wolfsburger Nachrichten, at parterne er i forhandlinger med den rige tyske klub.
– Det er rigtigt. Vi forhandler med Wolfsburg. Mere kan jeg ikke sige, svarer han via Twitter på et direkte spørgsmål fra avisen.
Tidligere på sommeren forhandlede Bendtner også med Frankfurt, som imidlertid ikke ville honorere den arbejdsløse danskers lønkrav.
Ifølge ekstrabladet.dk skulle forbindelsen til Wolfsburg nu være så varm, at Nicklas Bendtner sammen med en kammerat var i byen onsdag for at kigge på forholdene.
Nicklas Bendtner har været uden klub, siden hans kontrakt med Arsenal udløb i sommer. Han har ikke haft fast spilletid i et par år.
/ritzau/