En af de store er død
Wayne Shorter, der var med til at definere moderne jazz i løbet af en lang karriere, er død. Han blev 89 år
Den amerikanske saxofonist og komponist Wayne Shorter er død, 89 år.
Det skriver den amerikanske avis The New York Times.
Wayne Shorter var med til at definere moderne jazz i løbet af en karriere, der strakte sig over mere end et halvt århundrede.
Han var en del af tre af det 20. århundredes store jazzgrupper: Jazz Messengers, Miles Davis' Quintet og fusionsbandet Weather Report.
En af de mest beundrede
Shorter spillede tenorsaxofon og beskrives af The New York Times som en af moderne jazz' mest beundrede komponister.
Det er Shorters agent, Alisse Kingsley, der torsdag har bekræftet hans død.
Gennem Shorters karriere modtog han 11 af de prestigefyldte grammypriser. Han har også fået en æresgrammy for sin glorværdige karriere.
Arbejdede med Miles Davis
Foruden jazzikonet Miles Davis har Shorter arbejdet med blandt andre Joni Mitchell. Han optrådte på ti af hendes album.
Blandt samarbejdspartnerne var desuden Carlos Santana og Steely Dan.