Skattesnyd kan afsætte kommissionsformand
Det bør få konsekvenser for EU-Kommissionens nye formand, at Luxembourg står bag skattesnyd, mener Jeppe Kofod.
Hvis det står til troende, at EU-landet Luxembourg har hjulpet en lang række af multinationale selskaber med at slippe for at betale skat af deres profit i Danmark og andre medlemslande, kan det koste den nye formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, jobbet, hvis det er sket, mens han var statsminister i Luxembourg.
Det mener EU-parlamentarikeren Jeppe Kofod (S).
– Vi har brug for klare garantier fra Junckers side om, at han ikke har involveret hverken sig selv eller sit land i ulovligheder. Kan han ikke levere det, er han uegnet som kommissionsformand, skriver Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar til Ritzau.
En række europæiske aviser – heriblandt Politiken – skriver torsdag om de nye oplysninger, som stammer fra en lækage fra verdens næststørste revisionsfirma, PwC.
Det er 548 skatteaftaler fra 2002 til 2010, som viser, hvordan PwC efter aftale med skattemyndighederne i Luxembourg opsætter selskabskonstruktioner, som fører overskud fra virksomheder som Ikea, Amazon, Heinz, iTunes og Volkswagen i andre EU-lande til Luxembourg.
– Uanset om der er begået ulovligheder eller ej, så virker det overvældende klart, at man bevidst og systematisk har snydt resten af EU’s medlemslande for enorme skatteindtægter. Indtægter som burde være gået til hospitaler, velfærd, uddannelse og jobskabelse, men som i stedet er endt i skattely. Det er dybt forkasteligt, siger Jeppe Kofod.
Også skatteminister Benny Engelbrecht (S) kalder afsløringerne “rystende”. Hvis oplysningerne passer, er det hans vurdering, at det åbenlyst må være et brud på statsstøttereglerne.
Jeppe Kofod vil nu forsøge at samle støtte til en uvildig undersøgelse af hele forløbet.
– Jeg kræver, at vi får en undersøgelse af Jean-Claude Junckers rolle i hele dette skattesnydscirkus. Der er dokumentation nok at gå i gang med, siger han.
/ritzau/