Elisabeth Gjerluff Nielsen (født 16. august 1957 i Skjern, død 24. oktober 2022 var dansk sangerinde, musiker og forfatter.
Hun startede sin musikkarriere i pop/rockgruppen Voxpop fra 1980-83.
Efterfølgende fulgte en solokarriere som blev lanceret med debutalbummet Elisabeth i 1984, hvorfra "En sømand som dig" blev et hit.
Elisabeth er bl.a. kendt for at have skrevet tekster sange som "Holder øje med dig" (1989), "Kun et kys herfra" (1994), og "Tivoli i regnvejr" (1994) til Søs Fenger samt "Mandags-stævnemøde" (1989), "Brændende læber" (1989), og "Jeg vil la' lyset brænde" (1990) til Ray Dee Ohh, "Brændt" (1993) til Lis Sørensen, og "Den lille løgn" (1996) til Sanne Salomonsen m.fl.
Født i Skjern og uddannet i Danmarks Radio/TV 1978-80.
Efterfølgende radio- og tv-medarbejder til starten på musik-karrieren som sanger/komponist og forfatter i gruppen Voxpop 1980-84. Herefter debut som solist (1985) og efterfølgende solo-karriere som sanger, komponist og tekstforfatter til både egne og andres indspilninger.
Nielsen er derudover forfatter til bl.a. romanen Isdronningen samt diverse børnebøger som Dingelings Dansemus og Elektriske Heidi samt adskillige børnemusik-udgivelser, f.eks. Hemli' Helikopter, Halfdans ABC og Ryst dit Sovedyr samt manus/musik til flere børneteaterkoncerter på Nørrebro Teater.
Seneste voksen-musikudgivelse er albummet Rettidig ømhed fra 2017.
Sideløbende har hun udgivet en del børnebøger, bidraget til antologier, f.eks. "Min bedstemors historie" og "Min barndom i 60'erne", samt kronikker til Politiken og Berlingske Tidende, hvor hun løbende skriver klummer.
Elisabeth er søster til Jens G. Nielsen og Peter A.G. Nielsen, forsanger i bandet Gnags. Mor til Barbara og Rosa Gjerluff Nyholm som er tilrettelægger og vært på DR-børneprogrammerne Lille NØRD, Rosa fra Rouladegade og Sovedyr på Eventyr.
I 2019 udgav hun erindringsbogen Store børn, hvor hun bl.a. beskriver sit komplicerede forhold til sine brødre.
Gjerluff Nielsen døde mandag den 24. oktober 2022 efter kort tids sygdom[1].
Kilde: Wikipedia