Død af hjerteanfald
Countrysanger og politimand Jeff Carson døde på hospitalet
Jeff Carson, som er kendt som countrysanger, døde af et hjerteanfald på et hospital i byen Franklin i Tennessee, USA.
Det bekræfter en pressemedarbejder ifølge ABC News.
Jeff Carson blev 58 år gammel.
Carson har blandt andet udgivet sangene 'Not On Your Love' og 'The Car'.
For musikvideoen til sidstnævnte sang vandt han prisen for årets musikvideo.
Skiftede karriere
Sangeren stoppede med at lave musik i 2009, hvorefter han erstattede sin musikkarriere med en karriere som politimand.
På Twitter takker politiet i Franklin, hvor Jeff Carson var ansat, deres afdøde kollega for at have dedikeret sit liv til både politiarbejde og sang.
"Han forandrede alle, han mødte, til det bedre. Det er svært at fatte, at han ikke er her mere," lyder det i tweetet.
I 2019 vendte Carson tilbage til musikkens verden, da han udgav sangen 'God Save The World'.