Dette skal du tjekke på bilen nu

Det kan godt være, at du stadig drømmer dig tilbage til sommeren, de lune aftener og ferie, men efteråret banker lige så stille på - og derfor bør du gøre bilen klar til et mere ustadigt vejr

Offentliggjort Sidst opdateret

Sommeren er snart en saga blot. For mange betyder det også, at der snart er en hverdag igen, hvor regn og ustadigt vejr snarere er reglen end undtagelsen. Kigger man på kalenderen, så kan man se, at året efterhånden går på hæld – og det betyder også, at efteråret og ikke mindst vinteren kommer evigt nærmere.

Som bilist er det derfor vigtigt, at holde bilen klar til de nye udfordringer og ikke blot lade stå til. 

Det inkluderer altså, at man får skiftet til vinterdæk. Hvor nogen måske stadig tænker på vinter i Danmark som en årstid, hvor vejene er fyldt med sne og glatføre, er sandheden nok snarere efterhånden, at vi kører rundt i plusgrader på veje, der er våde af regnvejr.

Men det er vigtigt at skifte dæk, når man begynder at se de lavere temperaturer.

– Skifter du ikke til vinterdæk, udsætter du dig selv og dine medtrafikanter for en meget stor risiko, hvis du kører i vinterføre. Her er vinterdæk nemlig markant bedre til at bremse end almindelige dæk, skriver FDM og fortsætter.

– Vinterdæk bremser nogenlunde ligeså godt som almindelige dæk på våd vej, mens de på tør vej oftest bruger en lidt længere bremseafstand. Det sidste forhold skal du have i baghovedet, når hastighed og afstand vurderes.

Det er også derfor, at FDM anbefaler, at man skifter til vinterdæk som tommelfingerregel omkring efterårsferien.

I galleriet øverst kan du se tjeklisten over ting, som gør bilen klar til efteråret og vinterens hårde vejr.

Slå to fluer med et smæk

Hvis du alligevel skal en tur på værkstedet for at få skiftet dæk, så kan du lige så godt få undersøgt bilen nærmere. 

Et af rådene er, at man bør tjekke sin bil for rust – og her kan det være en god idé at få en uvildig fagmand til at stå for tjekket.

– Som bilejer er det svært at vurdere, hvornår bilen trænger til rustbeskyttelse. Mange tror desværre, at alle biler skal rustbeskyttes hvert andet år, men det er ikke rigtigt. Nogle biler skal, mens andre kan vente tre og fire år mellem behandlingerne. Det kommer helt an på bilmodellen, hvor langt du kører til dagligt, og hvordan du plejer din bil i hverdagen, siger Lone Otto ifølge FDM’s hjemmeside.

Powered by Labrador CMS