To ældre dræbt med økse: Nu er der nyt i sagen

En nu 29-årig mand fremstod psykotisk, da han ifølge anklagemyndigheden dræbte to familiemedlemmer i Sabro.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var et voldsomt syn, der mødte politiet, da en patrulje ankom til en adresse i Sabro nordvest for Aarhus en aften i april sidste år.

To personer – en 61-årig kvinde og en 92-årig mand – var blevet slået ihjel med en økse, og deres kranier og ansigtsknogler var knust.

En ung mand blev samme aften anholdt og sigtet for dobbeltdrabet, som han ifølge Østjyllands Politi havde begået mod to familiemedlemmer.

Han er siden blevet tiltalt, og tirsdag indledes en nævningesag mod den i dag 29-årige mand ved Retten i Aarhus.

Det kvindelige familiemedlem blev ifølge anklageskriftet ramt mindst 22 gange af kraftige slag eller hug med en økse. Den ældre mand blev udsat for både øksehug og knivstik – samlet blev han ramt i hvert fald 16 gange.

Dagen efter drabene blev der afholdt grundlovsforhør. Her kom det frem, at den formodede gerningsmand ved sin anholdelse fremstod psykotisk.

Han var da heller ikke selv til stede ved grundlovsforhøret, hvor en dommer besluttede at varetægtsfængsle ham.

Efter sin anholdelse blev han indlagt på en psykiatrisk afdeling, og det blev vurderet, at han ikke var i stand til at deltage i retsmødet – og dermed fik han heller ikke mulighed for at afgive forklaring.

Nægtede sig skyldig

Men hans forsvarsadvokat, Henrik Fibiger Hansen, oplyste dengang ifølge Ekstra Bladet, at hans klient nægtede sig skyldig.

Det blodige overfald udspillede sig onsdag den 24. april 2019 i det 92-årige offers seniorbolig i Højagerparken i Sabro.

Den formodede gerningsmand blev anholdt samme dag klokken 23.31.

Politiet eller anklagemyndigheden har ikke uddybet, hvilken familiær relation der var mellem den tiltalte og de to ofre.

Men B.T. har tidligere skrevet, at ofrene ifølge avisens oplysninger var henholdsvis mor og morfar til den anholdte.

Grundlovsforhøret i april 2019 blev holdt for lukkede døre, hvorfor kun få oplysninger om sagen slap ud til offentligheden dengang.

Anklagemyndigheden ønsker manden dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid – altså en behandlingsdom uden udløbsdato.

Dommen ventes afsagt onsdag.

I forbindelse med drabet bragte Newsbreak.dk en reportage fra området i dagene efter det brutale drab.

Den kan du læse her:

Powered by Labrador CMS