Darios enke: -Han er her stadig
Dario og Gertrud Campeotto havde været sammen i 50 år, da han døde 1. april
For første gang siden Dario Campeottos død 1. april valgte enken Gertrud at deltage i premieren på Bakkens Hvile onsdag aften, hvor hun var ledsaget af vennen, kendis-frisør Tage Frandsen.
Dario døde 84 år gammel efter længere tids kræftsygdom, og blev bisat 19. april fra Lindevang kirke på Frederiksberg.
Her kom et hav af kendte personer for at sige farvel til den folkekære og festlige charmør.
Slut med lukkede gardiner
- Jeg har fået at vide af kloge mennesker, at jeg ikke må gå derhjemme for lukkede gardiner. Jeg skal ud, som jeg altid har gjort, for at komme videre i mit fysiske og psykiske liv, siger Gertrud ærligt til Kendte.dk.
- Når jeg så er sammen med mange gode venner, så er jeg tryg, understreger Darios 71-årige enke, der har boet under samme tag med den italiensk-danske smørtenor i 50 år.
De har to voksne børn, Filippo og Claudia sammen.
Alene hjemme
Gertrud har været vant til at være alene hjemme.
- Dario var jo ofte afsted på turnéer i flere dage i træk, så det er ikke nyt for mig at slå græsset og støvsuge alene hjemme, siger hun.
- Det er lidt som om, han stadig er på job, og kommer hjem om lidt, forklarer Gertrud om følelserne oven på bortgangen af ægtefællen.
Rydder op i minderne
- Det er kun to måneder siden, og jeg er ikke begyndt at pakke minderne om Dario væk. Det tager tid at komme over. Nu vil jeg nyde sommeren, haven, børn og børnebørn og få det hele lidt på afstand.
- Til efterår og vinter kan jeg så begynde at rydde lidt op, og finde ud af, hvad jeg skal finde på i mit liv, lyder det fra Gertrud.