Danske stjerner på frierfødder
Bryllupsklokkerne kimer for blandt andre Christiane Schaumburg-Müller, Christian Degn, Mette Bluhme Rieck og Andrea Lykke Oehlenschlæger
Bryllupsklokkerne kimer for en lang række danske stjerner.
Tv-værten og iværksætteren Christiane Schaumburg-Müller fremviste i marts en funklende forlovelsesring fra kæresten Daniel Åxman.
Da parret var på ferie i Den Dominikanske Republik, havde han pakket en lille ekstra æske ned i bagagen og faldt på knæ, mens de drak kaffe på terrassen.
Det er omkring tre år siden, at den 40-årige tv-vært og iværksætter mødte den stenrige forretningsmand.
Kærligheden kom, da hun mindst ventede det, og hun var ved at finde - og genfinde - sig selv efter bruddet fra rapperen L.O.C., som hun har sønnen Constantin med, fortalte hun i et stort interview med Ritzau.
Ikke lyst til date
Hun havde egentlig slet ikke lyst til at tage på date, men indvilgede i at gå en tur med sin venindes nabos ven - Daniel Åxman.
Derfra er resten historie, som man siger.
- Jeg har fundet min livspartner. Jeg ved bare, at vi skal blive gamle sammen. Det er en indgroet følelse i mig, at det er bare os, sagde Christiane Schaumburg-Müller dengang til Ritzau.
Friede til Pernille
Det var også på en ferie, at den tidligere Venstre-politiker Kristian Jensen friede til sangerinden Pernille Rosendahl.
Det skete på en tur til Grækenland. Få måneder efter giftede de sig en fredag eftermiddag i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København.
Pernille Rosendahl og Kristian Jensen havde kendt hinanden i mange år, da de forelskede sig i hinanden og stod frem i 2019. Men på daværende tidspunkt var Kristian Jensen stadig gift med sin ekskone, som han har tre sønner med.
Måtte lade sig skille
Men følelserne for Swan Lee-stjernen var så stærke, at han måtte lade sig skille, oplyste han på Instagram.
Pernille Rosendahl sagde siden i et interview med Alt for damerne, at hun ikke er stolt af forholdets begyndelse.
- Der hviler en skam over det, og kærligheden har derfor på intet tidspunkt været florlet. Fordi vores forhold er født i forbudt kærlighed, er det bedste, vi kan gøre, at være stille. Og at blive sammen, sagde hun til magasinet.
Et ferieminde for livet
Også musicalskuespillerinden Andrea Lykke Oehlenschlæger fik sig ligesom Pernille Rosendahl og Schaumburg-Müller et ferieminde for livet.
Under en tur til Amsterdam faldt musikeren Ludvig Brygmann på knæ for hende.
Sammen venter parret deres første barn.
Sit livs julegave
Tv-værten Christian Degn har fået sit livs julegave, nemlig et ja fra kæresten Trine Johst Vammen, som han har sønnen Vagn med.
Parret mødte hinanden gennem Christian Degns kendte kollega Mette Helena Rasmussen, der er dommer i programmet "Nybyggerne".
Hun agerede nemlig Kirsten Giftekniv og efterlyste en date til ham gennem sine følgere på Instagram. Det blev til en blind date, hvor det sagde bang mellem Christian Degn og Trine Johst Vammen.
Skal lære akkorderne
Komikeren Dan Andersen skal lære akkorderne til bryllupshymnen. Den guitarspillende spasmager friede nemlig til sin kæreste, Cille, i februar.
Det afslørede han i et opslag på Instagram.
- Mit livs kærlighed, der har flyttet mig steder hen, jeg ikke troede, var muligt. Hende, der altid støtter mig og bakker op om mine tåbelige projekter og skøre ideer.
- Hende, der rummer al min angst og uro og sære tendenser og formår at skabe tryghed og stabilitet. Hende, der altid får mig til at grine og skaber eventyr og spænding. Hun har sagt ja til at gøre det resten af livet, jublede han.
Sammen blev parret for nylig forældre til datteren Elva.
Friede efter 19 måneder
Efter 19 måneders forlovelse uden et bryllup friede P3-profilen Line Kirsten Nikolajsen tilbage til sin kendte kæreste, skuespilleren Nicklas Søderberg Lundstrøm, da parrets datter, Polly, fik sit navn i september.
Han havde ellers friet til hende inden, men fik så et frieri retur.
Det kom meget bag på den vordende brudgom, fortæller han i et opslag delt på Instagram.
- Wow, det føles godt at få lov til at svare JA til et af de smukkeste spørgsmål i verden. Det kan godt være, at det ligner, at jeg har bukser på. Det er synsbedrag. Jeg blev taget med dem nede.
Skulle giftes i 2020
En lang forlovelse har det også været for Line Kirsten Nikolajsens DR-kollega Mette Bluhme Rieck, som er vært på "Aftenshowet".
Hun kunne nemlig tidligere i år afsløre, at hendes kæreste, Kasper Nielsen, der er vurderings- og salgsdirektør hos auktionshuset Bruun Rasmussen, havde været på knæ for lang tid siden.
Faktisk så langt tilbage, at planen var, at de skulle giftes i 2020. Men det satte den allestedsnærværende coronapandemi en stopper for.
I januar blev parret forældre for anden gang, og derfor må ægteskabet vente yderligere en stund, lød det fra dem.
Mødte hinanden online
Engang mødte man hinanden i virkelighedens verden. Men i disse tider er datingen også rykket online. Og det var sådan, krimiforfatteren Katrine Engberg mødte ham, hun nu er blevet forlovet med, Jakob Gandløse Jensen.
Forfatteren havde lagt et digt af Søren Ulrik Thomsen op på sin Instagram-profil, og det skulle vise sig at få stor betydning, fortalte hun siden i et interview med Alt for damerne.
- Så var der én mand, Jakob, der skrev en kommentar til det opslag, og hans ord ramte mig på en måde, som jeg aldrig er blevet ramt før. Så jeg svarede ham. Og så skrev vi pludselig sammen i fem timer om dagen. Først om litteratur, siden om filosofi og så om vores drømme, sagde hun i interviewet.
- Tre uger senere blev vi enige om, at vi skulle møde hinanden. Allerede inden jeg havde mødt ham, vidste jeg, at jeg elskede ham, fortæller Katrine Engberg til Alt for damerne.