Dansk tv-vært i frontal bilulykke
Korrespondenten Simi Jan endte i en voldsom trafikulykke et af de værste steder man kunne forestille sig
Ude midt i ingenting, i et land med et ikkeeksisterende sygehusvæsen, er formentlig det værste sted, man ønsker at køre galt.
For nogle dage siden blev TV2's udenrigskorrespondent Simi Jan ramt af en modkørende bil i Afghanistans Helmand-provins.
Det skriver hun på sin Facebook-side.
I chok og græd
I bilen, der havde ramt hende, sad 10 personer mast sammen.
- En lille dreng på omkring fem år var i chok og begyndte at græde. Hans mor blødte i hovedet og foden. En anden kvinde blødte ved næsen, skriver hun i opslaget.
Da man ikke lige kan tilkalde en ambulance, endte hun med at finde et medicin-kit frem og hjælpe dem, der var kommet til skade.
Sov på stengulv
I disse områder er bilulykker noget af det allerfarligste, da det ikke er muligt at få akuthjælp til eksempelvis et benbrud.
Det var talibankrigere, der i sidste ende kom dem til undsætning.
- Jeg endte med at sove på et stengulv i et lerhus midt i de smadrede huse i Helmand.
Dog har TV2-korrespondenten det godt og har kun blå mærker til minde om ulykken.