Claus Elming: Det kom som et chok
Claus Elming fortæller om tabet af sin elskede mor, der blev begravet tirsdag
Det kom som et chok for Claus Elming, da han for tre uger siden mistede sin mor efter et kortvarigt sygdomsforløb.
I en alder af 81 år sov Inge-Lise Elming stille ind på Rigshospitalet, og tirsdag blev hun begravet fra Fredens Kirke i København.
Det afslørede den 57-årige tidligere ’Vild med Dans’-vært og amerikansk fodboldekspert ved premieren på ’Avatar’ torsdag aften i Imperial Bio.
Ikke nemt
– Det var på ingen måde nemt, men nu har jeg haft lidt tid til at bearbejde det, sagde Claus Elming, der blev ledsaget af veninden, Alexandra Sasha, der var opstillet for Venstre i København ved det seneste Folketingsvalg.
Og han fortsatte om begravelsen af sin elskede mor.
Aldrig klar til døden
– Det var en smuk begravelse og -dag. Vi fik fejret hende. Kirken var propfyldt, hvilket er imponerende for en 81-årig. Der var stor reception bagefter, hvor der blev holdt et par smukke taler, forklarede han videre.
– Jeg tror aldrig man bliver klar, når døden rammer. Min mor betød utroligt meget for mig og mange andre.
– Jeg har stadig min far, sagde han, der prøver at bearbejde sorgen.
– Vi skal videre. Døden er en naturlig del af livet, og det rammer en, sagde han tappert.