Claudia Rex gør det hver dag
Som noget nyt tilbyder Claudia Rex smidighedsøvelser og kostvejledning via en app fra starten af det nye år
Der er nyt at skrive på CV’et hos Claudia Rex. Udover at være danse-darling, så har hun hen over sommeren taget uddannelser som henholdsvis kostvejleder og yoga-lærer.
Og det agter hun at føre ud i livet ved at tilbyde travle mødre undervisning i yoga og kost via en ny app og hjemmeside-videoer på nettet.
Projektet planlægges lanceret ved årsskiftet.
– Det er svært for mange at få tid til at dyrke motion, når der er små børn og andet, der presser sig på. Så jeg har prøvet at finde noget, der fungerer for mig, og det gør 20 minutters yoga, som jeg laver hver dag. Det vil jeg gerne formidle til andre travle mødre, siger den 36-årige tidligere ’Vild med Dans’-deltager til Kendte.dk.
Afviser ikke Vild med Dans
Claudia Rex vil ikke afvise at stille op i ’Vild med Dans’.
– Måske. Men der er mange ting i kalenderen. Det er svært at være mor til et lille barn og have en karriere ved siden af, og så samtidig skal arbejde med træning og koreografi om aftenen, siger hun, der også er radiovært på Nova og producent af podcast.