Blev hacket - nu har han fået hævn
Eks-Boyzone sangeren Ronan Keating betragter nu sag om telefon-hacking for afsluttet
Den tidligere sanger i boybandet Boyzone, irske Ronan Keating, er blevet tilkendt og har accepteret en 'betydelig' erstatning fra britiske News Group Newspapers.
Det skriver blandt andet BBC News.
Fik hacket sin telefon
Stjernen oplevede i en periode fra 1996 til 2011 gentagne gange at få lækket historier om sig i pressen og mistænkte i første omgang nogle af sine nærmeste for at stå bag.
Det viste sig dog, at han var en af flere kendte, der var udsat for at få hacket deres telefoner af journalister fra mediet News of the World, der i dag er lukket.
Betragter sagen som afsluttet
Telefonskandalen forårsagede, at der blev iværksat en gennemgribende undersøgelse, Leveson-udersøgelsen, af den trykte presse i Storbritannien.
Det er ikke kommet frem, hvor stor en erstatning der er tale om i Ronan Keatings tilfælde, men ifølge BBC News betragter stjernen sagen som afsluttet.
Tidligere er blandt andre også komikeren Noel Fielding og den forhenværende fodboldspiller Ally McCoist blevet tilkendt erstatning i sagen.