Bjerrehuus: -Se mig nøgen
Oliver Bjerrehuus har gjort det før, og gør det gerne igen
Hvis man har lyst til at se 47-årige Oliver Bjerrehuus, som Vor Herre har skabt ham, så skal man bare følge ham på en bytur.
Det fortæller han om i det nyeste afsnit af podcasten ”Mandeklubben”.
– Når man er nøgen, er man jo også dyr. Og det er der noget fantastisk humoristisk over. Jeg elsker at tage tøjet af, når jeg er fuld, fordi det er så kikset. Nogen bliver forarget. Halvt igennem flasken, så gør jeg det, siger fotomodellen, og afslører, hvornår det oftest sker.
– Jeg har et par gode venner, jeg har spillet i band sammen med, og så råber vi gerne på et tidspunkt, ”nu er det tid til at være nøgne”, og det er så opfordringen til at gøre det. Så skal man være nøgen. Ellers er man kikset, fortæller han i podcasten til Frederik Fetterlein og deres gæst i studiet, smykkedesigneren Mai Manniche.
Altid glad af nøgne mennesker
– Jeg bliver altid glad i selskab med nøgne mennesker. For sådan er vi jo. Lidt pinligt også, så står man der med bar tissemand, siger han videre.
I 2019 gjorde Oliver Bjerrehuus det i øvrigt også, beretter han til lytterne. På MTV-radio, hvor han var medvært til Rikke Gøransson, smed han alt tøjet midt i sendetiden, og det blev optaget på video.
Han havde troet, det var NØGENradio, de skulle lave, men det var altså MORGENradio!
Men det blev en kæmpe seersensation i æteren, fordi der udviklede sig meget sjov og ballade mellem studieværterne.