Beyoncés mor vil ikke mere
Og det skal gå stærkt
Sangerinderne Beyoncé og Solanges mor, Tina Knowles-Lawson vil skilles fra sin mand gennem otte år, skuespilleren Richard Lawson, der blandt andet har spillet med i komedien "All my Children" i 1992-1994.
Det skriver LA Times.
Tina Knowles-Lawson, der er modedesigner, anfører i sin skilsmissebegæring, der blev indgivet onsdag, at parret ikke længere evner at leve sammen.
De blev gift 12. april 2015, og Tina Knowles-Lawson har anført deres separationsdag som tirsdag i denne uge.
Vil ha' sit gamle navn tilbage
Og Tina Knowles-Lawson vil tilsyneladende lægge god afstand til sin snart tidligere ægtemand.
Hun har bedt retten om at få sit gamle navn "Knowles" tilbage.
Det har hun fra ægteskabet med Beyoncés og Solanges far, Matthew, som hun var gift med i 31 år frem til 2011.
Hverken Tina eller Richard Lawson skal have underholdsbidrag af den anden fremgår det af skilsmissebegæringen.
Millionkup
Det er kun få uger siden, at Tina Knowles-Lawson havde indbrud i sit hjem i Hollywood Hills, da hun ikke var hjemme.
Her slap tyve af sted med et pengeskab med mere end en million dollars i kontanter og værdifulde juveler.
Parret blev sidst set sammen på et Instagramopslag i marts, hvor de var til fest hos magasinet Vanity Fair i forbindelse med Oscar-uddelingen.