En person er død efter skyderi i København

En mand er omkommet efter skud i København. Foto: /free
Foto: /free

Offentliggjort Sidst opdateret

En person er blevet dræbt, mens en anden stadig er i livsfare efter skyderi ved fogedret i det centrale København

Københavns Politi oplyser, at en mand er afgået ved døden efter at være blevet ramt af skud fra et oversavet jagtgevær tirsdag formiddag i Fogedretten i Hestemøllerstræde i København.

En anden mand er også blevet ramt under skyderiet, og han er i livsfare, oplyser Københavns Politi.

Den formodede gerningsmand er anholdt, og politiet har sikret det formodede gerningsvåben – et oversavet jagtgevær.

Årsagen til skyderiet er foreløbig ukendt.

Retspræsident Søren Axelsen beretter, at skyderiet fandt sted inde i selve retsbygningen.

– Det er en kunde, som kommer ind med et oversavet jagtgevær, og han affyrer skud inden for. Men mere præcist kan jeg ikke komme det, siger Søren Axelsen til Ekstra Bladet.

En reporter fra Ekstra Bladet var efter skudepisode vidne til anholdelsen af den formodede gerningsmand. Hun beskriver den som ganske dramatisk, hvor en politimand sigtede med sin pistol mod manden.

– Politimanden sagde: Slip posen eller jeg skyder, fortæller hun.

Politiet har efter skyderiet afspærret et større område i flere gader omkring Fogedretten.

 

 

 

Powered by Labrador CMS