Afslører: Det skal Inger Støjberg nu
Det tidligere folketingsmedlem Inger Støjberg bliver tv-vært
Inger Støjberg skal være tv-vært på et dk4-program.
Det skriver fagbladet Journalisten, og det nævnes også på dk4's hjemmeside.
Den tidligere Venstre-minister, som i december i Rigsretten blev idømt fængselsstraf, skal være vært på en række programmer kaldet "Hvor er du nu?".
Ifølge programbeskrivelsen møder man i hvert afsnit en markant dansker, "der var her, der og alle vegne, men som nu er kommet videre og måske ikke længere trækker de store overskrifter".
Eksempelvis nævnes Christina Hembo, der er iværksætter, smykkedesigner og tidligere deltager i tv-programmet "Vild med dans" samt den forhenværende restauratør Amin Skov.
Han var forpagter af Restaurant Vejlegården, der i sommeren 2012 var i konflikt med fagforbundet 3F. Senere samme år blev restauranten brændt ned.
Vært med jysk lune
Inger Støjberg bliver vært "med jysk lune og underfundig humor", skriver dk4 på sin hjemmeside.
Programmerne skal efter planen vises om aftenen på torsdage, og der er ifølge Mediawatch i første omgang aftale om et "beskedent antal" programmer.
Støjberg har selv været en del i medierne. Både fra sin tid som først ligestillingsminister og dernæst beskæftigelsesminister, inden hun fra 2015 til 2019 indtog rollen som udlændinge- og integrationsminister.
Fra 2015 til 2016 var hun også boligminister.
Men det var særligt, da hun sidste år blev stillet for en rigsret, at hun var på manges læber.
Dømt i Rigsretten
Det endte med, at hun i december 2021 blev idømt 60 dages i Rigsretten for at have brudt ministeransvarlighedsloven i en sag om adskillelse af asylpar, hvor mindst den ene part var mindreårig.
Det har dog ikke fået den private tv-kanal dk4 til at genoverveje, om Inger Støjberg skulle være vært for kanalen.
- Inger Støjberg skal ikke lave noget politisk. Hun laver en stribe programmer, som er personlige om folks sted i livet. Så det tror jeg hun er fuldt kapabel til. Og uanset hvad er hendes fortid kendt, siger Steen Andersen, der er kommunikationschef for dk4, til Mediawatch.
Inger Støjberg meldte sig i februar 2021 ud af Venstre og blev løsgænger i Folketinget. Et flertal i Folketinget fandt hende dog efter dommen i Rigsretten uværdig til at bestride posten på tinge.
Anden tjans efter ekskludering
Værtstjansen på dk4 er job nummer to, Inger Støjberg får, efter hun af folketingsflertallet blev bedt om at pakke sine sager og forlade Folketinget.
I januar i år blev det meldt ud, at Støjberg bliver klummeskribent for Ekstra Bladet. Hun skriver en gang om ugen en klumme til avisen.
Støjberg kommer hos dk4 til at støde på folk, hun har set før. I efteråret sluttede tidligere TV 2-vært Jens Gaardbo sig til værtsflokken, og i slutningen af 2021 blev tidligere kulturminister Mette Bock ansat.