80-årig 'rullesten' trækker sig
Rolling Stones trommeslager Charlie Watts ramt af sygdom kort før 'No Filter' tourné
Det bliver efter al sandsynlighed uden trommeslager Charlie Watts, legendariske Rolling Stones drager på turné i USA fra slutningen af september.
Det skriver blandt andre The Hollywood Reporter.
Alt er gået godt
Ifølge en erklæring fra en talsmand for Charlie Watts har han været igennem 'et medicinsk forløb'.
Det fremgår ikke, hvad det drejer sig om, men dog, at alt er gået godt, og at ingen havde set det komme.
Vil tage tid
Meddelelsen kommer blot et par uger før, bandet går i øvelokalet.
- For en gangs skyld har min timing været dårlig. Jeg arbejder hårdt på at komme i form, men jeg har efter råd fra eksperterne accepteret, det vil tage tid, lyder det fra den 80-årige stjerne selv.
Erstatningen er på plads
Tournéen, 'No Filter', der starter i St. Louis den 26. september, vil bringe Rolling Stones til flere amerikanske storbyer.
Charlie Watts, der i 2004 var igennem en succesfuld behandling for kræft i halsen, vil blive erstattet af Steve Jordan, som har spillet sammen med Keith Richards i en årrække.