75 år i dag
Jørn Vestergaard går med juraen i hånden gerne i clinch med politikere. For nylig har han været ganske vokal i Minksagen. Professoren fylder 75 den 30. januar
Jørn Vestergaard er en af landets mest anerkendte strafferetseksperter, og han er stadig en aktiv deltager i aviser og tv-udsendelser, selv om han fylder 75 år den 30. januar.
Han er heller ikke bleg for at bevæge sig ind på sprængfarlige emner.
Blandt andet udgav Vestergaard og et par kolleger i Minksagen et meget omtalt længere notat om, hvorfor der ikke er grundlag for en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen (S).
Jørn Vestergaard har ligeledes været en flittigt citeret mand i sager om Forsvarets Efterretningstjeneste, rigsretssagen mod Inger Støjberg og samtykkelovgivningen - blandt meget andet.
Hans argumenter og viden kommer da også på ryggen af en lang juridisk karriere.
Født i Aalborg
Vestergaard blev født i Aalborg og uddannet jurist i 1974 og har i størstedelen af sit arbejdsliv været på Københavns Universitet.
Han har blandt andet været institutleder, prodekan og medlem af en række styregrupper.
Dertil kommer en række fagbøger og artikler, herunder om antiterrorlovgivning og dødshjælp. Han har også siddet i en række bestyrelser og udvalg, og han har været medlem af Det Etiske Råd.
I 2020 overgik Jørn Vestergaard til at være professor emeritus, hvilket han stadig er i dag. Trods emeritustitlen oplever han dog ikke, at han bruger særlig meget mindre tid på de faglige gøremål end tidligere.
Nyder musik
Når han ikke har fingrene nede i paragrafferne, nyder Jørn Vestergaard klassisk musik og går jævnligt til koncerter, ligesom han holder af lange gåture - flere ruter i ind- og udland er blevet travet igennem.
På de kortere ruter tættere på hjemmet ledsages han ofte af sin hund, cocker spanielen Lucas.
Vestergaard er gift med Margaretha Järvinen, der er sociologiprofessor. Parret har to voksne døtre. Fødselsdagen skal fejres med den nærmeste familie.