Udland

Nato trækker alle ansatte ud af Ukraines hovedstad

Medarbejdere i Natos kontor i Kijev er flyttet til det vestlige Ukraine eller trukket hjem til Bruxelles.

Nato har trukket alle sine ansatte ud af Ukraines hovedstad, Kijev. Det meddeler en talsmand for forsvarsalliancen lørdag.

Det skyldes den spændte situation i Ukraine, hvor der ifølge vestlige efterretninger befinder sig omkring 150.000 russiske soldater ved landets grænser.

Nogle af Natos ansatte i Kijev er sendt til Bruxelles, mens andre er rejst til byen Lviv, der ligger i det vestlige Ukraine tæt ved den polske grænse.

– Vort personales sikkerhed er af største betydning, så medarbejderne er flyttet til Lviv og Bruxelles, siger talsmanden ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er kun kontoret i Kijev, der er lukket. Natos øvrige kontorer i Ukraine fungerer som normalt.

Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor mange medarbejdere det drejer sig om.

Natos diplomatiske mission i Kijev var indtil for nylig den største i et land, der ikke er medlem af alliancen.

Nato har også et informationscenter i den ukrainske hovedstad, skriver dpa.

Tidligere på ugen har USA og Storbritannien flyttet deres ambassader fra Kijev til Lviv. Danmark overvejer også en flytning, oplyste Udenrigsministeriet lørdag.

Flere lande, herunder Danmark, har opfordret sine borgere til snarest at forlade Ukraine på grund af truslen om en russisk invasion.

Lørdag meddeler Tysklands udenrigsministerium, at tyskere omgående bør rejse ud af Ukraine.

Det tyske luftfartsselskab Lufthansa indstiller fra på mandag sine flyvninger til Kijev og havnebyen Odessa “på grund af den nuværende situation”.

Det gælder indtil videre frem til udgangen af februar, meddeler Lufthansa.

/ritzau/

Back to top button