Udland

Nato-chef stemmer i med USA: Alt tyder på russisk angreb

Alt tyder på, at Rusland planlægger et angreb på Ukraine, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Alt peger på en russisk invasion af Ukraine. Det siger Jens Stoltenberg, som er generalsekretær for den vestlige forsvarsalliance Nato.

Det siger Stoltenberg til det tyske medie ARD ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

– Vi er alle enige om, at risikoen for et angreb er meget høj, siger han.

USA’s præsident Joe Biden er løbende kommet med samme melding i løbet af den seneste uge om, at Putin skulle være klar til at indlede et angreb.

Fredag sagde han på et pressemøde, at Putin havde besluttet sig for at angribe.

Lørdag aften understreger Jen Psaki, pressechef i Det Hvide Hus, at Rusland kan indlede angrebet på Ukraine når som helst. Derfor indkalder Joe Biden til et møde i landets nationale sikkerhedsråd.

USA forventer et angreb på den ukrainske hovedstad, Kijev, som ligger omtrent 100 kilometer syd for grænsen til Hviderusland, hvor Rusland blandt andet har soldater udstationeret.

Nato trak netop lørdag alle sine ansatte ud af Kijev. Det skete netop på grund af den anspændte situation i Ukraine, hvor der ifølge vestlige efterretninger befinder sig omkring 150.000 russiske soldater ved landets grænser.

Nogle af Natos ansatte i Kijev er sendt til Bruxelles, mens andre er rejst til byen Lviv, der ligger i det vestlige Ukraine tæt ved den polske grænse.

Det kan også blive aktuelt for den danske ambassade. Nogle af ambassadens ansatte besøger nemlig i løbet af weekenden Lviv for at undersøge muligheden for at etablere en midlertidig tilstedeværelse.

Grundet sikkerhedssituationen kører ambassaden i Kijev med minimumsbemanding.

/ritzau/

Back to top button