Indland

Myndighederne nedskalerer kapaciteten for PCR-test

I takt med, at færre borgere tager en PCR-test, reduceres kapaciteten til 140.000 test om dagen.

Myndighederne nedskalerer testkapaciteten fra 200.000 til 140.000 daglige PCR-test.

Det skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

Nedskaleringen sker, fordi der den seneste uge i gennemsnit er blevet taget under 100.000 PCR-test om dagen.

Myndighederne indfører derudover en trappemodel, der gradvist kan nedskalere testkapaciteten.

– Vi ser allerede nu, at smitten er begyndt at falde i de områder, hvor der er tidligere var mest smitte. Den udvikling forventer vi fortsætter som følge af stigende immunitet og sæsoneffekt.

– Derfor bliver der formodentligt brug for færre test i foråret, udtaler Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut (SSI), i pressemeddelelsen.

Trappemodellen betyder eksempelvis, at når der i en periode i gennemsnit er blevet taget færre end 60.000 PCR-test, vil testkapaciteten blive nedjusteret til 100.000 daglige PCR-test.

– Vi er inde i en udvikling med et faldende behov for coronatest, og den nye model gør det nemmere at vide, hvornår der skrues ned for PCR-kapaciteten.

– Lige nu går vi heldigvis forventeligt mod lysere tider, men vi holder øje med udviklingen i epidemien, især frem mod efteråret og vinteren, siger direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns.

Regeringen har tidligere besluttet, at alle hurtigtestcentre lukker 6. marts.

Den testkapacitet, der er i sundhedsvæsnet, forbliver uændret. Det er den, der bruges til at teste indlagte og ansatte.

Mandag skriver Sundhedsministeriet desuden i en pressemeddelelse, at den Faglige Referencegruppe for covid-19 har rådgivet regeringen om det danske testberedskab.

Mødet fandt sted 1. februar.

Gruppen har rådet regeringen til at udfase hurtigtest, men også sagt, at der fortsat er gode argumenter for at sørge for, at borgerne har adgang til selvtest.

Desuden råder gruppen til, at både PCR-test og selvtest kan nedskaleres hen over foråret og sommeren, men at der skal være mulighed for at kunne opskalere hurtigt i løbet af efteråret.

/ritzau/

Back to top button