Forslugen rapper

Roskilde Festival byder også på Action Bronson, der tidligere har gæstet Danmark med sit musik- og madeventyr

Offentliggjort

Selv om det i begyndelsen af april lød, at Roskilde Festivals plakat nu var fuldendt, er der fundet huller til 15 nye musiknavne samt syv nye navne på Art & Activism-programmet.

Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Iøjnefaldende blandt de nye musiknavne er især Action Bronson, der også gæstede festivalen tilbage i 2016.

Den amerikanske rapper - og tv-vært med eget madshow "Fuck, That's Delicious" - er især kendt for sit snart ti år gamle album "Mr. Wonderful".

Han har gennem karrieren samarbejdet med navne som Chance the Rapper, Mac Miller og A$AP Rocky.

Sidste brikker i spilleplanen

Blandt de nye navne finder man også den engelske sangerinde Shygirl, der tager det elektroniske klubunivers "Club Shy" med på den sjællandske festival.

Dertil gæster den sydafrikanske producer Musa Keys og den heavy metal-glade rapper Scarlxrd også Roskildes dyreskueplads.

Sammen med annonceringen er de sidste brikker i spilleplanen også faldet på plads. Art & Activism-programmet er desuden blevet opdateret med nye navne og arrangementer.

Heriblandt "Solidarity With Palestine", der adresserer krigen i Mellemøsten og den humanitære krise i Gaza og hylder palæstinensisk kultur, lyder det i pressemeddelelsen.

- Roskilde Festival er skabt til at gøre en forskel for andre, også langt væk fra festivalpladsens oplevelser, kunst og koncerter.

Rum til nye talenter

- Det er vigtigt for os at give rum til nye talenter og plads og stemme til dem, der kan være med til at skabe en forandring, siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wehrén.

Også den newzealandske graffitikunstner RAMS er tilføjet til programmet.

De nye navne tilslutter sig Roskilde-plakaten med kunstnere som SZA, Doja Cat, Foo Fighters og Medina.

Roskilde Festival løber af stablen fra 29. juni til 6. juli.

Action Bronson har før gæstet Danmark med sine koncerter samt sit madprogram "Fuck, That's Delicious". Han spillede på Roskilde Festival i 2016.
Powered by Labrador CMS