Følger trop på hendes turné

Pernille Rosendahl og Dorthe Gerlach har fundet sammen i en duo, og har planlagt en sommerturné, hvor førstnævntes gemal tilpasser sig

Offentliggjort

Pernille Rosendahl har fundet sammen med en anden kendt sanger, nemlig Dorthe Gerlach, og duoen vil til sommer optræde på en stribe smukke scener.

- Dorthe og jeg elsker at synge sammen, og vi mødtes for et par år siden på en turné med Danmarks Underholdningsorkester, afslørede den 52-årige sangerinde ledsaget af gemalen Kristian Jensen til Nyheder.dk ved premieren på ’Fuld af Kærlighed’ tirsdag aften i Palads Bio.

Stemmer passer godt sammen

- Her blev vi enige om, at det var en vindende kombination, og vores stemmer går rigtigt godt sammen, så vi håber publikum kan fornemme en god kemi, fortsatte Pernille Rosendahl om den nye duo.

Sangerindernes repertoire består af eget materiale.

- Så synger vi kor på hinanden, og nogle gange tager vi vers fra hinanden, og bearbejder musikken på ny. Vi tager rundt til steder, som vi holder meget af, forklarede hun, hvis mand agter at følge trop.

Det betyder, at ferieplanlægningen bliver i forhold til turnéen.

Parret blev for et par år siden gift i Helligkors kirke på Nørrebro i København. Det skete efter tre års kæresteri.

Kristian Jensen var da gået ud af et tidligere forhold, der varede i 21 år.

Kristian Jensen indstiller ferieplanerne i forhold til hustruen Pernille Rosendahls turnéplaner med Dorthe Gerlach.
Powered by Labrador CMS