Den største pianomand
Billy Joel har rundet 75 år i dag
Turen mod stjernerne har ikke været uden personlige nedture.
"Sing us a song, you're the piano man".
Sådan lød Billy Joels første hit og signatursang fra 1973.
Den selvbiografiske sang blev skrevet, mens musikeren, sangeren og sangskriveren hutlede sig igennem som klaverbokser i jagten på et gennembrud.
Men kort tid efter bankede han hul igennem til en nu 50-årig ubrudt karriere som musikalsk legende.
Tjener mest
Få kan som Joel smede et ørehængende, langtidsholdbart hit, mens han puncher i pianoet.
I dag fylder han 75 år, og rangerer fortsat som en af de bedst indtjenende amerikanske musikere.
Bjerge af Grammyer og andre priser har hobet sig op i en lang karriere med over 160 millioner solgte album.
Han puster sine idoler Beatles i nakken med en række syv-, ni- og sågar 20-dobbelte platinplader. Hans "Greatest Hits Volume I & Volume II" er det fjerdebedst sælgende album nogensinde i USA.
17 år siden sidst
Og så var der endda mange, mange år, hvor han ikke udgav ny musik.
Lige indtil i år, hvor han pludselig udsendte sin første nye sang i 17 år, "Turn the Lights Back On". Med en video, der med kunstig intelligens tillader Joel at optræde som både ung, midaldrende og som 75-årig.
Men trods pladetørken har han alle årene fortsat karrieren på scenen med sit overvældende bagkatalog. Især har han turneret i USA og gør det også i år.
150 udsolgte koncerter
Med hyppige afstikkere til Madison Square Garden i New York, hvor han slår rekord, når han runder det hele af til sommer med sin sidste og 150. udsolgte koncert der.
For publikum står fortsat i kø for at overdøve Joel til klassikere som "New York State of Mind", "Uptown Girl" og "Just the Way U Are".
Billy Joel med de tunge hundeøjne og det italienske Stallone-look har jødisk baggrund. Han er født i Bronx, og har altid elsket New York.
Som søn af en klassisk pianist startede hans klavertimer allerede som fireårig.
Han droppede college til fordel for musikken. Som 16-årig var han veteran i flere bands, før han i 1971 udsendte sin første soloplade.
'Pianomand' gav ham kælenavn
I 1973 slog han så igennem med "The Pianoman", som sikrede ham det samme livslange kælenavn.
Samtidig blev hans signaturstil med pop med pointer og musik med mening om mennesker skabt. At hans hjerte banker for almindelige mennesker, har gennem tiden betydet masser af koncerter for velgørende formål.
Han var også den første store amerikanske popmusiker, der spillede stadionkoncerter i Sovjetunionen i 1987 i det daværende Leningrad og Moskva.
Rejsen mod stjernerne har dog ikke være uden sorte huller med depressioner, misbrug, afvænning og sågar selvmordsforsøg.
Billy Joel er gift for fjerde gang og er far til tre, herunder sangerinden Alexa Ray.