Céline Dion i kødet på Trump
Langt fra første gang, han laver det stunt
Da Celine Dions oscarvindende hit "My Heart Will Go On" fredag blev afspillet under et af Donald Trumps vælgermøder, skete det uden forudgående tilladelse fra den canadiske sanger.
Det oplyser holdet omkring Celine Dion lørdag i en udtalelse.
- I dag blev Celine Dions team og pladeselskab Sony Music opmærksom på den uautoriserede brug af videoen, optagelsen, den musikalske optræden og billederne af Celine Dion, der synger "My Heart Wil Go On" ved et vælgermøde, der blev afholdt for Donald Trump og J.D. Vance i Montana.
På ingen måde godkendt
- Denne brug er på ingen måde blevet godkendt og Celine Dion bifalder ikke, at det er sket, skriver den 56-årige sangers hold.
Det er langt fra første gang, at sangere og musikere har klandret den republikanske præsidentkandidat for at bruge deres musik uden først at have sikret sig den nødvendige tilladelse.
Tidligere i år kritiserede guitarist fra The Smiths, Johnny Marr, Trump for at have brugt et af bandets hits "Please, Please, Please, Let Me Get What I Want" ved at vælgermøde.
Truede med sagsanlæg
Under de seneste to valg har kendte kunstnere som Pharrell Williams, Rihanna, Aerosmith, Adele samt arvingerne til Prince klaget over, at deres sange blev spillet til USA's tidligere præsident Donald Trumps vælgermøder, uden at de havde givet samtykke til det.
Bandet Rolling Stones har tidligere truet med at lægge sag an, hvis Trumps kampagne fortsætte med at bruge bandets hitsang "You Can't Always Get What You Want".
Harris fører
Både Republikanernes Donald Trump og Demokraternes Kamala Harris har i øjeblikket travlt med vælgermøder forud for det amerikanske præsidentvalg 5. november.
Ifølge en meningsmåling, som analyseinstituttet Ipsos har udgivet denne uge, har Harris i øjeblikket taget en føring på fem procentpoint over Trump.
Målingen viser, at Harris har støtte fra 42 procent af vælgerne, mens Trump står til 37 procent af stemmerne, skriver Reuters.