Sport

Musah løber hurtigste 100 meter i år og tager DM-guld

Mathilde Uldall Kramer og Kojo Musah vandt lørdag DM-guld i 100 meter for henholdsvis kvinder og mænd.

Kojo Musah er Danmarks hurtigste mand og nu også dansk mester i 100 meter for tredje gang i træk.

Det står klart, efter at løberen vandt lørdagens finale på Skovdalen Atletikstadion i Aalborg, hvor der i disse dage afvikles DM-uge.

I finalen blev Kojo Musah noteret for tiden 10,28 sekunder, hvilket er hans bedste tid i år.

Andenpladsen gik til Frederik Schou-Nielsen – 11 hundrededele af et sekund efter Kojo Musah. Nummer tre blev Tobias Gorgone Larsen.

Det var tredje gang i træk, at Kojo Musah blev dansk mester på kongedistancen.

– Det er fedt at vinde igen. Jeg har været skadet en del, så jeg har virkelig kæmpet for det. Det er dejligt, at jeg trods nogle skadeproblemer får det til at fungere, siger Kojo Musah.

Han er generelt begejstret over at være med i DM-ugen, som samler 47 sportsgrene i mere end 100 discipliner.

– DM-ugen er en super god idé. Der har været meget bedre stemning end normalt ved et DM, og man kan virkeligt mærke, at hele byen summer af sport.

– Det føles som et lille OL, og det er fedt at vinde DM i de her rammer, siger han.

Mathilde Uldall Kramer vandt DM-guldet hos kvinderne. I finalen blev hun noteret for tiden 11,64 sekunder.

– Man ser altid frem til et DM, og det er bare dejligt at vinde. Jeg er utroligt glad, siger Matilde Kramer.

Hun roser også DM-ugen, som atletikken er en del af.

– Det er så fedt. Jeg har selv været nede i byen og se padel, længdespring og alt muligt andet, og det er mega godt, at en masse forskellige sportsgrene får så meget god opmærksomhed, siger hun.

Astrid Glenner-Frandsen snuppede sølvet, mens Line Holm Jensen tog tredjepladsen og dermed bronzen.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker