En motorcyklist mistede onsdag livet, da han stødte sammen med et veterantog syd for Mariager.
Ulykken skete kort før klokken 13 i en jernbaneoverskæring på Fjelstedvej i Svenstrup.
Den dræbte motorcyklist er en 43-årig mand fra lokalområdet. En lokofører og en togfører slap uskadt fra ulykken. Der var ingen passagerer med toget.
– Som jeg har fået det oplyst, kommer toget kørende med ganske lav hastighed, da sammenstødet sker, fortæller Jesper Sørensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Han kan ikke sige, om motorcyklen kørte ind i siden på toget eller blev ramt af det i overskæringen. Der er alarmblink og klokke, men ikke bomme, viser billeder fra stedet.
– Vi har blandt andet haft en bilinspektør ude på stedet, så de nærmere undersøgelser må vise, hvordan ulykken er sket, siger vagtchefen.
Den 43-åriges pårørende er underrettet.
Toget kører på Mariager-Handest Veteranjernbane, der er en 17 kilometer lang jernbane mellem Mariager og Handest. Den blev åbnet som veteranjernbane i 1970.
Ifølge jernbanens hjemmeside mhvj.eu kører togene på strækningen med 30 kilometer i timen.
/ritzau/