Mitch McConnell er indlagt efter fald under privat middag
Den mangeårige republikanske profil Mitch McConnell snublede under privat middag og er indlagt.
Senatets mindretalsleder, Mitch McConnell, er blevet indlagt efter at være snublet og faldet under en privat middag.
Det oplyser en talsperson for 81-årige McConnell ifølge NBC News torsdag morgen dansk tid.
– Denne aften snublede McConnell på et lokalt hotel under en privat middag. Han er blevet indlagt på et hospital, hvor han modtager behandling, siger talspersonen til det amerikanske medie.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om hans tilstand. Der er heller ikke nærmere detaljer om situationen, hvor han snublede.
Republikaneren blev første gang valgt ind i Senatet i 1984. Han var i en periode flertalsleder for partiet i Senatet indtil tidligt i 2021. McConnell er i gang med sin syvende periode som senator. Han er valgt ind i Kentucky.
I 2019 snublede og faldt han i sit hjem i Kentucky. Dengang fik han et brud i skulderen og måtte opereres.
Republikaneren fortæller sjældent offentligt om sit privatliv, skriver nyhedsbureauet AP.
Men i løbet af coronakrisen fortalte han om, hvordan han havde haft polio som barn – også kendt som børnelammelse.
Han beskrev, hvordan han måtte træne sig op. Som voksen har han også anerkendt, at han har haft visse problemer med at gå op ad trapper.
Flere senatorer har været sygemeldt på det seneste.
Det gælder blandt andre den demokratiske amerikanske senator John Fetterman.
Den 53-årige senator lod sig midt i februar frivilligt indlægge på et hospital for at modtage behandling for en klinisk depression. Han ventes ifølge nyhedsbureauet AP fortsat at være sygemeldt i nogle uger.
/ritzau/